23948sdkhjf

Freja solgt til SDK Shipping

Stifter Jørgen Hansen beholder 15 procent af aktierne samt plads i bestyrelsen.

Freja Transport & Logistics er solgt til fynske SDK Shipping, og Skive-virksomheden bliver således en del af A/S United Shipping & Trading Company (USTC), der årligt omsætter for over 76 mia. kr. Manden bag SDK er den fynske oliemilliardær Torben Østergaard Nielsen, der ifølge Børsen er Danmarks sjetterigeste person.

SDK Shipping overtager 75 procent af aktierne i Freja, mens stifter af Freja-koncernen, Jørgen Hansen, og familien beholder 15 procent af aktierne og de sidste 10 procent af aktierne fordeles på ledende medarbejdere.

Samme værdier

Det har ikke været en let beslutning for Jørgen Hansen at overdrage en stor del af sit livsværk, lyder det i en skriftlig meddelelse fra Freja. Derfor var det af afgørende betydning at finde en forretningspartner med de samme langsigtede værdier og engagement, som Freja er baseret på, siger Jørgen Hansen.

- Siden jeg grundlagde virksomheden i 1985, har det været vores ambition at skabe vækst og udvide vores forretningsområder. Jeg er stolt over, at vores virksomhed har gjort det så godt, og at vi nu har mulighed for at blive en del af USTC-koncernen ved at fusionere med SDK. Vores familieværdier stemmer overens med familien Østergaard Nielsens værdier, og jeg har fuld tillid til, at det nye partnerskab er et perfekt match, siger Jørgen Hansen.

Ifølge SDK’s administrerende direktør, Søren Gran Hansen, giver fusionen SDK klare konkurrencefordele.

- Vi har søgt efter en stærk virksomhed med samme værdigrundlag som os, og som kan hjælpe os til at indfri vores langsigtede mål. Denne fusion vil skabe en platform for yderligere vækst både organisk og i form af yderligere opkøb. Når fusionen er afsluttet, vil selskabets samlede størrelse give os klare konkurrencefordele. Vi vil være bedre stillet med kompetencer og viden fra vores erfarne og værdifulde medarbejdere i både Freja og SDK, siger Søren Gran Hansen.

Ulrik Rasmussen, der er administrerende direktør i Freja, glæder sig også over fusionen og er meget opmærksom på, at dette skridt sætter det fusionerede selskab i en yderst attraktiv position i forhold til at kunne tilbyde kunderne en endnu bedre service, en højere kvalitet og en bredere portefølje.

Erfaren ledelse

Fusionen vil resultere i ændringer i virksomhedsstrukturen. Alle Frejas nuværende forretningsenheder fusioneres med SDK’s logistikselskaber til en ny enhed under navnet Freja Transport & Logistics. Som følge heraf vil størstedelen af de nuværende SDK logistikaktiviteter blive omdøbt til Freja. Alle øvrige SDK-aktiviteter inden for stevedoring, agency, befragtning og cruise fortsætter uændret under SDK brandet og forbliver under det fulde ejerskab af USTC-koncernen.

Søren Gran Hansen fortsætter i sin rolle som administrerende direktør i SDK A/S og vil derudover påtage sig rollen som bestyrelsesformand for den nye enhed Freja Transport & Logistics. Jørgen Hansen bliver medlem af bestyrelsen i SDK A/S, mens Ulrik Rasmussen fortsætter som administrerende direktør for Freja Transport & Logistics.

Aftalen er betinget af en godkendelse fra de relevante konkurrencemyndigheder, og transaktionsprisen vil ikke blive oplyst, lyder det.

Kommenter artiklen
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.127