23948sdkhjf

Bred klimaaftale blæser gang i grøn energi

Ny aftale forhøjer desuden den grønne transportpulje med 50 mio. kr.

Regeringen har sammen med et bredt flertal i Folketinget natten til mandag nået til enighed om en klimaaftale, der sammen med klimaaftalen for affald medfører CO2e-reduktioner på 3,4 mio. tons i 2030.

Aftalen indeholder blandt andet følgende initiativer: Etablering af energiøer, overgang til markedsdrevet udbygning af solceller og landvind, investeringer i fremtidens grønne teknologier; Power-to-X og fangst af CO2 samt en grøn transportpulje.

Finansminister Nicolai Wammen siger i forbindelse med aftalen:

- Med aftalen i dag går Danmark igen forrest med den grønne omstilling, og samtidig baner vi vejen for en grøn genopretning af økonomien med nogle af de største langsigtede infrastrukturinvesteringer nogensinde. Vi opretter to nye energiøer, der betyder, at Danmark som det første land i verden tager hul på en helt ny æra for vedvarende energi. Samtidig investerer vi markant i udviklingen af fremtidens teknologier og tager vigtige skridt mod en grøn omstilling af varmesektoren og industrien. Jeg er meget stolt over, at det er lykkedes at lave en bred grøn aftale, der både får os tættere på at nå vores klimamål, og som på sigt vil skabe tusindvis af danske grønne arbejdspladser, siger Nicolai Wammen.

Verdens første energiøer

Danmark skal have verdens to første energiøer på i alt 5 GW, og der skal investeres i CO2-fangst og grønne brændstoffer. Derudover fremrykkes etableringen af en yderligere havvindmøllepark på cirka 1 GW ved Hesselø.

Den ene energiø skal placeres i Nordsøen og skal have en kapacitet på 3 GW i 2030 med plads til mindst 10 GW på sigt. Øen i Nordsøen udbygges i faser i takt med, at elforbruget stiger, og energiøen tilsluttes handelsforbindelser til andre lande. Den anden energiø etableres på Bornholm og skal have en kapacitet på 2 GW.

Klimaminister Dan Jørgensen:

- Med etableringen af verdens to første energiøer og verdens største satsning på grønne brændstoffer tager Danmark for alvor globalt klimalederskab igen. Vi viser resten af verden, at klimahandling og økonomisk genopretning går hånd i hånd. Jeg er meget glad for aftalen i dag, siger Dan Jørgensen.

Grøn transportpulje

Herudover er partierne blevet enige om at forhøje den grønne transportpulje med 50 mio. kr. i 2020. Samtidig fremrykkes udmøntning af de resterende midler i Pulje til grøn transport til 2020 og 2021. Konkret prioriteres 100 mio. kr. i 2020 og 375 mio. kr. i 2021, som blandt andet finansieres af midler fra puljen i senere år.

Fra 2022 og frem er der afsat 30 mio. kr. årligt til afledt afgiftstab. Partierne er enige om, at midlerne målrettes ladeinfrastruktur, tung transport og færger, og at puljen udmøntes efter sommerferien. Udmøntningen af puljen skønnes at medføre en samlet CO2e-effekt på cirka 0,1 mio. ton i 2025 og 2030.

Bag aftalen står regeringen, Venstre, DF, Radikale Venstre, SF, Enhedslisten, Konservative, Liberal Alliance og Alternativet.

Kommenter artiklen
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109