23948sdkhjf

- Vi har brug for alle mand på dæk

Martin Bencher Group vil ud på den anden side af coronakrisen bedre end blot med skindet på næsen, og det kræver hårdt arbejde og opfindsomhed, lyder det fra projektspeditøren.

- Vores kortsigtede strategi lige nu er, at vi skal sørge for at bringe Martin Bencher Group ud på den anden side af coronakrisen bedre end blot med skindet på næsen. Og det kræver alle mand på dæk.

Ordene kommer fra Jeppe Frank, salgsdirektør i Martin Bencher Group, til spørgsmålet om, hvor han ser virksomheden, når den verdensomspændende coronakrise har sluppet sit kvælertag på den globale verdenshandel og manøvredygtighed.

Da Transport Tidende fanger CCO’en over telefonen på hjemmearbejdspladsen, har han netop afviklet online salgsmøde med en række af selskabets oversøiske kontorer. Den aarhusianske projektspeditør er repræsenteret på 28 kontorer i 23 lande.

- Det prøver vi at gøre hver 14. dag, siger Jeppe Frank og tilføjer, at der ingen corona-tilfælde er blandt selskabets 150 medarbejdere, og at det er gået over al forventning at arbejde hjemmefra. Martin Bencher Group har reageret på coronapandemiens afstandsbegrænsninger ved at inddele selskabets danske kontorer i zoner og på skift lade medarbejderne arbejde hjemmefra, i det omfang det lader sig gøre.

Mindre ordrenedgang

Jeppe Frank fortæller, at Martin Bencher Group reagerede prompte, da coronapandemien på få dage pludselig blev global og disruptede verdens gang. 

- Vi har været meget proaktive. Fra første dag etablerede vi et krisestyringsteam for at monitorere udviklingen på vores kontorer. Det var vigtigt for os at starte det op fra begyndelsen. Nu holder vi løbende møder for at være sikre på, at tingene kører, som de skal, siger han.

Som projektspeditør arbejder man ofte med meget langsigtede aftaler, og derfor mærkede selskabet ikke meget til pandemien i starten af året, siger Jeppe Frank.

- Vores regnskab for 2019 kommer til at imødekomme vores forventninger, og det giver et stabilt grundlag ind i 2020 – også derfor er det muligt for os at fastholde vores strategi og koncept på trods af Covid-19, siger Jeppe Frank og fortsætter:

- Aktivitetsniveauet var ikke anderledes i årets første tre måneder, hvor vi har udført de projekter, vi indgik aftale om i 2019. Særligt har vores to nystartede kontorer i Spanien og Tyrkiet haft et godt første kvartal medpositive tal på bundlinjen. Til gengæld har der været en mindre afmatning i ordretilgangen i perioden, og derfor skal vi i højere grad fokusere på, hvad der kommer til at ske i 3. og 4. kvartal. Heldigvis er vi begyndt at se, at der allerede er kommet ganske godt gang i Kina igen. Derfor tror jeg, vi kommer til at se ketchupeffekten, når alle de forskudte projekter pludselig skal leveres. Man kan godt forvente højere produktionsniveau i forhold til før krisen, og det kan skabe flaskehalse i logistikkæderne. Og så er det, at vi som projektspeditører skal vise, hvad vi kan, siger driftsdirektøren.

Krise x 2 

Én ulykke kommer sjældent alene, lyder en fortærsket kliche.

Ikke desto mindre medførte coronakrisen og priskrig i april en rekordlav oliepris. På et tidspunkt nåede råolien den absurde pris af -38 dollars per tønde. 

Den udvikling har selvsagt påvirket aktørerne i oliebranchen. Herunder også Martin Bencher Group.

- Martin Bencher har traditionelt altid været aktive i olie- og gassektoren, og derfor har vi også kontorer på strategiske steder, hvor den sektor har stået stærkt. Så faldet i bunkerpriserne kommer til at ramme vores industri. Det har ikke ramt os for alvor endnu, men det forventer vi, det gør i andet halvår 2020 eller måske ind i 2021. Vi er ikke bange for den udvikling, vi skal bare sørge for at sadle hesten rigtigt, siger Jeppe Frank.

Han gyder dog råolie på vandene i forhold til, om coronakrisens følger får konsekvenser for Martin Bencher Groups drift.

- Vi følger situationen fra uge til uge. Målet er at komme ud af 2020 bedre end bare med skindet på næsen. Vores motorrum er vores medarbejdere, og vores strategi er absolut at fastholde momentet, som det ser ud nu. Vi har brug for alle mand på dæk, for at det skal lykkes, siger han.

Nødhjælpstransport 

En af konsekvenserne af coronakrisen er de globale rejserestriktioner, der har groundet 90-95 procent af alle passagerfly på verdensplan.

Luftfragten er der stadig gang i, men branchen slås med manglende kapacitet, da en stor del af den globale luftfragt fragtes som belly cargo i passagerfly. 

Noget cargo er dog vigtigere end andet i øjeblikket, og det fik Martin Bencher da også at mærke, da selskabet sidst i april fik tildelt en stor opgave af intet mindre end den lokale brasilianske regering.

I en nordøstlige brasilianske region var der hårdt brug for medicinaludstyr til bekæmpelsen af coronavirus. Martin Bencher chartrede et Boeing 777 til opgaven og sendte således 90 tons udstyr fra Kina til Brasilien.

Fragtflyet blev læsset i Guangzhou, Kina lørdag den 25. april og landede dagen efter i Brasilien.

- Vi har de senere år intensiveret vores luftfragtafdeling. Og det har gjort, at vi har kunnet bidrage med transporter af nødhjælpsudstyr. Det er blandt andet fordi, vi er gode til full charter-løsninger og fordi vi står stærkt i Kina, hvorfra transporten gik ud, siger Jeppe Frank, der er stolt over, at den lokale brasilianske regering betroede Martin Bencher Group den opgave.

- Det er da en opgave, vi er stolt over. Den viser, at vi har et godt navn i markedet, og at vi er en global virksomhed. Vi sørger altid for, at vi udfører transporterne professionelt og korrekt, men når det gælder så vigtigt gods, der skal hjælpe mennesker i nød i den anden ende, så lægger vi alle kræfter i, at det skal lykkes, lige så hurtigt som det kan lade sig gøre, siger Jeppe Frank.

(Denne artikel er også bragt i Transport Tidende nummer 10/2020).

Kommenter artiklen
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141