23948sdkhjf

Fragten holder Billund flyvende

Stilheden i Billund Lufthavn afspejler corona-krisen.

Det er luftfragten, der holder propellerne i gang i Billund Lufthavn i øjeblikket.

Som alle andre lufthavne i verden er den midtjyske lufthavn påvirket af de globale rejserestriktioner, men luftfragten flyver fortsat ind og ud af Billund – dog i en lavere kadence.

3-5 % normal aktivitet

Billund Lufthavn har netop vanen tro offentliggjort selskabets passager- og luftfragttal den første i måneden, og 1. april var ingen undtagelse, hvad angår tallene for marts.

På grund af de globale rejserestriktioner som følge af COVID-19 situationen kan det ikke komme bag på mange, at passagertallet er væsentligt skrumpet. Således fløj lidt over 100.000 passagerer i marts gennem Billund Lufthavn – et fald på 58,3 procent. År til dato er passagertallet faldet med 15,8 procent.

- Det er selvfølgelig hårdt at se en tom afgangshal, men vi har taget de fornødne forbehold for at tilpasse os situationen. Det er blandt andet ved hjemsendelse af 650 medarbejdere på lønkompensation. Og vi forventer, at vi i hele april og maj får minimal trafik. Måske helt ned omkring 3-5 procent af vores normale niveau, siger Jan Hessellund, administrerende direktør i Billund Lufthavn.

Flyvende vareforsyning

Mens passagerterminalen i Billund Lufthavn næsten er tom, er det ikke tilfældet på den sydlige side af startbanen. Her flyver fortsat 42 ugentlige fragtfly til og fra Billund Lufthavn, og der er fortsat gang i arbejdspladsen 24 timer i døgnet hele ugen. UPS, Fedex/TNT, DHL samt Turkish Airlines flyver tilsammen over 400 tons varer ind og ud af lufthavnen om ugen.

Fragtmængderne i marts faldt dog 16,7 procent, hvilket først og fremmest skyldes det gods, der kører i lastbil fra Billund Lufthavn. Lastbilerne kører til de store europæiske lufthavne, hvor godset bliver fløjet ud i verden med de store passagerfly. Men når passagerflyene, der normalvis også flyver med fragt i lastrummet, ikke længere flyver, betyder det selvfølgelig en stor nedgang i fragten.

- Der er et stort, efterspurgt behov for at holde vareforsyningen ind og ud af Danmark kørende, derfor er vi meget stolte af vores yderst velfungerende fragtcenter, der netop gør det. Nedgangen i fragten er lige nu en selvfølge, når passagerflyene i de store hub-lufthavne, der normalvis også flyver med fragt, ikke flyver længere, siger Jan Hessellund.

Kommenter artiklen
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094