23948sdkhjf

- Vi vil være med tidligt i processen

Martin Bencher (Scandinavia) om projektspedition i Amerika.

Når det drejer sig om projektspedition i Nordamerika og Sydamerika er der store regionale forskelle i typerne af opgaver og hvordan de enkelte projekter tilrettelægges og udføres.

Det fortæller Jeppe Frank, salgsdirektør i Martin Bencher (Scandinavia) A/S, der som en del af selskabets ledelse har ansvar for at organisere projektspeditionsvirksomheden strategisk i tråd med udviklingen i branchen.

- Vi vil være med tidligt i processen, når der sker udvikling inden for et segment, siger Jeppe Frank.

Regionale forskelle

Med seks kontorer i Amerika – 4 i USA, 1 i Canada og 1 i Brasilien - er den Aarhus-baserede projektspeditør Martin Bencher (Scandinavia) A/S pænt repræsenteret på de to amerikanske kontinenter.

Det nyeste skud på stammen er kontoret i canadiske Vancouver, der blev åbnet i efteråret 2018. Kontoret blev etableret for at sikre udviklingen og komme tættere på de canadiske og nordvestamerikanske kunder, siger Jeppe Frank.

- Der er ret store forskelle på at lave projektspedition på de to kontinenter. I Nordamerika er branchen meget strømlinet. Man handler meget lokalt, og derfor er vores tilstedeværelse med fire kontorer i USA vigtig for os i forhold til at drive forretning derovre, siger salgsdirektøren.

Han tilføjer, at Martin Bencher føler sig geografisk godt dækket ind til den nordamerikanske forretning.

- I USA er vi geografisk ret godt dækket af på østkysten og i midtvesten med Kansas, der er meget præget af banetransport. Med vores nyeste kontor i Vancouver kan vi med lidt hjælp fra de øvrige kontorer dække hele den nordvestlige del, siger Jeppe Frank.

I Sydamerika er det knap så vigtigt med lokal tilstedeværelse som i det nordlige modstykke, fortæller han. Her er det vigtigere for Martin Bencher at agere som eksperter i projektspedition, når der skal etableres store infrastrukturprojekter.

- Det skal ses i modsætning til Sydamerika, hvor de mange især europæiske virksomheder, som vi arbejder for, i højere grad prioriterer knowhow inden for projektspedition. I Argentina, Brasilien og Mexico, som har været store markeder for os på det seneste, kommer vi i højere grad ind i projekter som udefrakommende eksperter, siger Jeppe Frank og tilføjer, at udviklingen på det sydlige kontinent især baserer sig på projekter inden for forsyningsinfrastruktur.

- Der foregår en kæmpe udvikling i Sydamerika i øjeblikket, hvor de etablerer infrastruktur til strømproduktion. I den forbindelse har vi fået opgaver på etablering af meget store fabrikker, og i de tilfælde er det nødvendigt, at vi på kort eller længere sigt etablerer tilstedeværelse og opretter lokaliteter, der baserer sig på de enkelte projekter, siger han.

Med tidligt i processen

Jeppe Frank fortæller, at Ryan Clancy, Martin Benchers country manager i Canada, netop har deltaget i åbningen af en minekonference i Canada med den danske kronprins og 30 andre danske og grønlandske virksomheder. Det ser han og Martin Bencher som en cadeau og et eksempel på, at virksomheden har været blandt de danske foregangsvirksomheder i Canada i forhold til at gøre sig gældende i de voksende olie-, gas- og mineindustrier.

- Det er en del af vores ansvar som ledelse at være på forkant og kunne se, hvor vi strategisk skal placere os i forhold til udviklingen. Det har vi brugt mange kræfter på i ledelsen, og vi har været gode til det mange steder. Det er Vancouver-kontoret et godt eksempel på. Det etablerede vi blandt andet i lyset af, at en række segmenter som mine-, olie- og gasindustrierne er ved at vækste igen – også i Canada. Derfor er det et strategisk godt tidspunkt at være med lige nu, siger Jeppe Frank.

Han tilføjer, at selskabet forventer, at forsyningsinfrastruktur i Sydamerika og olie-, gas- og mineindustri i Canada udgør det største vækstpotentiale i de regioner, mens kraftværker og renewables som vindmøller on/offshore udses som væsentlige vækstsegmenter i USA fremover.

Martin Bencher Group er en privatejet projektspeditionsvirksomhed, der globalt er i 20 lande med 27 kontorer. Ud over Amerika er selskabet repræsenteret med fire kontorer i Kina og fem regionale kontorer i Sydøstasien foruden stærk repræsentation i Europa og et kontor i Dubai.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125