23948sdkhjf

Branchen vil flytte ressortområder

Vil sikre mere målrettet kontrol af erhvervstransporten.

Førende organisationer i transportbranchen retter nu henvendelse til Justitsministeriet og Transportministeriet med ønsket om at flytte ansvaret for en række ressortområder fra politiet til Færdselsstyrelsen.

Den officielle henvendelse til justitsminister Søren Pape Poulsen og transportminister Ole Birk Olesen blev sendt 7. februar med Dansk Industri, Dansk Erhverv, ITD, DTL – Danske Vognmænd, 3F Transport, Danske Speditører og Dansk PersonTransport som afsendere.

Fra politi til færdselsstyrelse

Med henvendelsen foreslår afsenderne, at der sker en overflytning af ressortområderne fra Justitsministeriet til Transport-, Bygnings- og Boligministeriet på områderne for den målrettede vejsidekontrol af erhvervskøretøjer, køreprøver, udstedelsen og administrationen af kørekort, særtransporttilladelser samt administrationen af tachografkort.

- For at frigøre ressourcer hos politiet og samtidig sikre målrettet helhedsorienteret kontrol af erhvervstransporten ved vejsiden foreslås, at opgaven placeres hos den myndighed, der har ansvaret for den regulerende lovgivning. I dag gennemføres vejsidekontrollen af politiet, mens lovgivningen (Færdselsloven) hører under Færdselsstyrelsen. Som eksempler på lignende organisering kan nævnes Miljø- og Fødevareministeriet og SKAT, som er bemyndiget til at føre kontrol med efterlevelsen af love og regler på egne lovområder, lyder det i henvendelsen.

Det tilføjes, at køreprøver og administrationen af kørekort, administration af tachografkort samt udstedelsen af særtransporttilladelser fremover udføres af Færdselsstyrelsen frem for politiet.

Vil frigøre ressourcer

- Udgangspunktet for overflytningen skal være, at den skal frigøre uddannede politifolk til politiopgaver. Det er således ikke udgangspunktet for dette forslag, at politiet skal fratages ressourcer. Hvis områderne flyttes til Færdselsstyrelsen, kræver det øgede ressourcer til Færdselsstyrelsen – men en overflytning vil samtidig frigøre ressourcer hos politiet, hvoraf et større antal personel er uddannede politifolk med mange års erfaring. Overflytning bør ske over en kortere årrække, så Færdselsstyrelsen kan nå at ansætte og uddanne de fornødne personaleressourcer. Den løsning vil give mulighed for alene at overflytte administrativt personale, og lade de betjente, der i dag varetager mange af opgaverne, blive i politiet og dermed frigive ressourcer til politiopgaver, lyder det i henvendelsen.

Transportbranchen henvendte sig første gang i oktober 2017 til de berørte ministre samt rets- og transportordførerne med forslaget.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125