23948sdkhjf

E-handlere vil have mere kontrol

Øgede forventninger til levering stiller store krav til logistikkæden.

Den globale internethandel har oplevet en nærmest eksplosiv vækst de senere år.

Samtidig ser det ud til, at også forbrugernes krav til leveringen er stigende, viser en analyse foretaget af Postnord.

Større valgfrihed

Vi har kunnet betragte tendensen i nogle år efterhånden, og den ser ud til at fortsætte: Danskerne ser hellere, at deres internetindkøb stod uden for hoveddøren i går end i dag. Leveringstiden spiller en stadigt stigende rolle, når det handles online, hvilket i sig selv stiller store krav til hele forsyningskæden om at kunne tilbyde lynhurtig logistik.

Ifølge Postnord-rapporten ”E-handel i Norden 2018”, ser det imidlertid ud til, at tiden ikke er den eneste vigtige faktor for de nordiske e-handlere. Forbrugerne stiller nemlig i stigende grad også krav til en oplevelse af at kunne kontrollere leveringen, lyder det.

- I dag efterspørger stadig flere forbrugere øget valgfrihed og bekvemmelighed – de ønsker at kunne få varerne hvor de vil, hvordan de vil, og når de vil, siger Arne Andersson, e-handelsekspert i Postnord.

Regionale forskelle

Der er dog regionale forskelle i Norden, viser rapporten.

Ifølge ”E-handel i Norden 2018” mener fire ud af fem nordiske forbrugere, der har handlet på nettet, at det er vigtigt at kunne vælge, hvor og hvordan de får deres vare leveret. Dette gælder generelt på tværs af køns- og aldersgrænser.

Men på trods af, at de nordiske forbrugere generelt er relativt ens, er der til tider betydelige forskelle, hvad angår leveringspræferencer. De danske forbrugere er de varmeste fortalere for valgfrihed. Godt 90 procent af de internethandlende danskere synes, det er vigtigt at kunne vælge, hvor og hvordan varen leveres, og seks ud af ti mener, det er vigtigt at kunne vælge, hvilken specifik logistikaktør der håndterer leveringen.

Jørgen Fischer, e-handelsekspert, Postnord Danmark:

- De danske e-handelsforbrugere bliver stadig mere modne og sikre, når det handler om at købe online. Men for at opleve yderligere vækst er det nødvendigt, at e-handelsvirksomhederne giver kunden mulighed for mere kontrol, både før, under og efter købet. Især hvad angår levering. Danskerne er allerede vant til at få pakker leveret til det sted, de foretrækker, og nu ønsker de endnu større fleksibilitet, siger Jørgen Fischer.

I Norge synes kun en tredjedel, at det er vigtigt at kunne vælge logistikaktør, mens over otte ud af 10 anser det for vigtigt at få tydelig besked om, hvornår varen leveres. I Sverige anses det i stedet for meget vigtigt, at varen kan leveres til et udleveringssted, hvilket skiller sig ud sammenlignet med det øvrige Norden.

FAKTA:

 

Postnord-rapporten ”E-handel i Norden 2018”:

”E-handel i Norden 2018” er baseret på forbrugerundersøgelser, der er gennemført månedligt i perioden fra februar 2017 til og med januar 2018 i Sverige, Danmark, Norge og Finland. I alt 92.656 respondenter har svaret. E-handel defineres i rapporten som internetsalg af varer, som leveres hjem til forbrugeren, til et udleveringssted eller afhentes af forbrugeren i en butik, på et lager eller i et udleveringslokale.

Kommenter artiklen
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078