23948sdkhjf

Ministre i samråd om vækstteam

Hyllested har spørgsmål til Olesen og Mikkelsen.

Efter ønske fra Henning Hyllested, transportordfører for Enhedslisten, har Transport-, Bygnings- og Boligudvalget indkaldt transportminister Ole Birk Olesen og erhvervsminister Brian Mikkelsen i åbent samråd om Vækstteamet for handel og logistik.

Baggrunden for samrådet er nedsættelsen af regeringens Vækstteam for handel og logistik, som Henning Hyllested mener har slagside.

- Jeg faldt over sammensætningen af vækstteamet, som jeg synes er skæv. Der er for eksempel slet ingen repræsentanter fra fagbevægelsen. Hvis man vil have, at hele branchen skal spille med, så nytter det ikke noget, at man bare har inviteret vennerne, siger han.

Efter vækstteamets første møde blev DTL-formand Martin Danielsen pludselig inviteret inden for i varmen, og det er ifølge Henning Hyllested ikke tilfældigt.

- Efter jeg havde stillet samrådsspørgsmålene, blev DTL’s formand pludselig inviteret, og det er da lidt sjovt, men det gør nok ikke den skæve sammensætning meget mere lige, siger Henning Hyllested.

Han regner med, at han vil få en sang fra de varme lande, når de to ministre skal forholde sig til hans spørgsmål.

- Jeg får nok en lang forklaring om, at det ikke er organisationsbestemt, men at den er sammensat for at få de væsentligste spilleres mening. En sludder for en sladder, for at sige det rent ud, lyder det fra transportordføreren.

Det åbne samråd finder sted mandag den 11. juni fra kl. 10.30.

De offentliggjorte samrådsspørgsmål lyder i sit fulde:

  • Hvad kan ministrene oplyse om processen forud for sammensætningen af Vækstteamet for detailhandel og logistik?
  • Hvilke hensyn til fremtidens detailhandel og logistik har været bærende for ministrenes valg af sammensætning af Vækstteamet for detailhandel og logistik?
  • Hvilke kriterier er medlemmerne af Vækstteamet for detailhandel og logistik blevet valgt på baggrund af?
  • Har ministrene haft opmærksomhed på problemerne med social dumping som et vigtigt opmærksomhedspunkt i forbindelse med nedsættelsen af Vækstteamet for detailhandel og logistik?
  • Mener erhvervsministeren og transportministeren, at fremtidens vækstpotentialer på logistikområdet bedst varetages af aktører, der benytter forretningsmodeller, som ofte sammenlignes med social dumping?
  • Er det ministrenes holdning, at social dumping, f.eks. på transport og logistikområdet skal være en accepteret forretningsmodel i fremtidens vækst for detailhandels- og logistikområdet?

Vækstteamets medlemmer er:

Formand Michael Løve, administrerende direktør, Netto International

Anne Kathrine Steenbjerge, administrerende direktør, Ancotrans

Annette Estø, direktør, Fleye ApS

Jens Bjørn Andersen, administrerende direktør, DSV Group

John Tønnes, administrerende direktør, Lagkagehuse

Martin Christian Hansen, administrerende direktør, Mover

Mette Maix, administrerende direktør, Flying Tiger Copenhagen

Mikkel Hippe Brun, SVP for APAC, Tradeshift

Stefan Plenge, administrerende direktør, Nemlig.com

Thomas Pedersen, administrerende direktør, Winefamly

Martin Danielsen, formand, DTL.

Kommenter artiklen
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078