23948sdkhjf

RAL-formand: Basishavn-aftale "udgår"

Udmelding vækker undren i Aalborg Havn.

Formand i Royal Arctic Line (RAL), Kuno Fencker, fortæller til mediet Shippingwatch, at det fortsat er det grønlandske rederis intention at bruge Aarhus Havn fra 2019.

Udmeldingen kommer på baggrund af et møde mellem RAL og Aalborg Havn i torsdags, hvor de to parter ellers tilsyneladende var noget fem til en form for enighed.

Budskabet fra RAL-formanden vækker undren hos Claus Holstein, administrerende direktør i Aalborg Havn A/S, der kalder udmeldingerne for mystiske.

Historien

Danmarks Transport-Tidende fortalte torsdag eftermiddag om mødet mellem de to parter på baggrund af en pressemeddelelse fra Aalborg Havn, der skrev, at parterne havde drøftet situationen og opnået ”en større grad af fælles forståelse om perspektiverne fremadrettet”.

Blandt andet lød det:

- Der var enighed om at genoptage samtalerne og tage udgangspunkt i beskrivelse af et scenarie, hvor Aalborg Havn er fleksibel i forhold til den eksisterende aftale, imod at Royal Arctic Line A/S garanterer Aalborg besejling frem til 2025.

Desuden stod der:

- Parterne er i øvrigt enige om i fællesskab at arbejde for at udvide antallet af containere ind og ud af Aalborg Havn frem imod 2022.

Vil til Aarhus fra 2019

Der nævnes altså ikke konkret den basishavn-aftale, som parterne ellers har med hinanden frem til 2022.

Men i en mail til mediet Shippingwatch slår RAL-formand Kuno Fencker altså fast, at det grønlandske rederi fortsat er indstillet på at bruge Aarhus Havn fra 2019.

- Aalborg Havn er villig til at kigge på den nuværende basishavnaftale, så den er tilpasset RAL's strategiske planer om at bruge Aarhus Havn fra 2019. Ergo basishavnaftalen "udgår", og en ny kommer på banen, hvor vi sammen gør, hvad vi kan for at øge godsmængderne til Aalborg, så Aalborg Havn kan drive containerterminalen, også efter RAL er flyttet til Aarhus, lyder det fra Kuno Fencker til Shippingwatch.

Han uddyber desuden, at RAL er klar til at indgå ny aftale med den nordjyske havn til 2025.

Undren i Aalborg

Claus Holstein, administrerende direktør i Aalborg Havn, undrer sig over udmeldingen fra RAL-formanden.

- Han foregriber noget, han ikke bør foregribe, siger Claus Holstein og tilføjer:

- Vores direktioner mødes sidst i oktober, hvor vi skal snakke om, hvad en ny aftale indebærer, og hvordan sejlmønstret skal se ud efter 2022. Og så virker det mystisk, han går i detaljer med det nu. Det hjælper ikke forhandlingerne, siger direktøren, der dog ser frem til at mødes med RAL senere på måneden.

- Det har været nogle meget vanskelige forhandlinger indtil videre. Nu prøver vi så at mødes igen. Men jeg har ikke yderligere kommentarer før efter mødet sidst i oktober, siger Claus Holstein.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079