23948sdkhjf

Nordjysk transportrådgiver udvider

Ansætter ny partner.

Sidste år kunne nærværende udgivelse fortælle historien om den frederikshavnske speditør Gitte Nielsen, der på baggrund af stigende efterspørgsel efter ydelser inden for transportrådgivning overvejede at ansætte en medarbejder mere.

Siden er aktiviteterne kun steget, og Jysk Transport Rådgivning ApS ansatte således per 1. januar ny speditør, der desuden siden er blevet partner i den nordjyske transportrådgivningsvirksomhed.

Ny speditør

Transportudgifter er ofte en betydelig post i regnskabet hos små- og mellemstore produktions- og handelsvirksomheder, og samtidig gør det sig tit gældende for denne type virksomhed, at der ikke er prioriteret særskilt transportafdeling.

Samtidig viser udviklingen, at flere og flere virksomheder vælger at outsource forskellige typer af opgaver til eksterne aktører, hvor fagprofessionelle, eksempelvis inden for transportbranchen, tilbyder sin ekspertise til disse virksomheder, der dermed sparer en fast kontorstol til en medarbejder, men i stedet får en brancherådgiver med ekspertisen og uvildigheden på rette sted.

På den baggrund stiftede den speditøruddannede Gitte Nielsen i 2012 Jysk Transport Rådgivning i Frederikshavn med ambitionen om at hjælpe firmaer – primært i det nordjyske – med at optimere deres transporter og skabe overblik og tryghed over alle logistikopgaver.

Konceptet har vist sig at være en succes, og siden stiftelsen er kundekartoteket vokset. Derfor har Gitte Nielsen fået behov for ekstra hænder, og hun ansatte således ved årsskiftet speditøren Jette Grimstrup, der startede karrieren hos Samson Transport i Kolding, hvorefter hun kom til DHL Global Forwarding i Billund, hvor hun i sine 14 år der blandt andet var ansvarlig for luftfragt-import.

- Med Jettes fortid inden for luftfragt og nogle år på den anden side af skrivebordet supplerer vi hinanden rigtig godt. Tilsammen har vi nu i Jysk Transport Rådgivning mere end 40 års erfaring fra transportbranchen, og det skal komme vores kunder til gode, siger Gitte Nielsen.

Flyttet på havnen

Udvidelsen har betydet, at Gitte Nielsen og Jette Grimstrup er flyttet fra kontoret på Gitte Nielsen hjemmeadresse og til kontorlokaler på havnen i Frederikshavn, hvor Jysk Transport Rådgivning dermed er kommet tættere på kunderne i havnebyens maritime miljø.

Per 1. september blev Jette Grimstrup desuden partner i selskabet, og de to partnere håber at kunne udvide forretningen med tiden.

- Vi kommer til at vækste, men det bliver i vores tempo. Vi skal kunne følge med og give vores kunder samme gode service, som de er vant til, siger Gitte Nielsen, og Jette Grimstrup tilføjer:

- Transportbranchen er et servicefag, hvor det først og fremmest handler om at forstå og respektere kundernes behov, og kunderne hos Jysk Transport Rådgivning skal altid have tillid til, at opgaven aldrig bliver sluppet, før den er fulgt helt til dørs. Traditionelle speditionsvirksomheder skal tjene penge på egne produkter, mens en uvildig rådgiver kan undersøge markedet og finde nøjagtig de transportløsninger, der passer til kundens behov, siger Jette Grimstrup.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094