23948sdkhjf

Mere transport jura end nogensinde før

Transportjuraen er blevet enklere, men også mere krævende.

Transportjuraen er på én gang blevet enklere men samtidig også langt mere krævende. Toldområdet er forenklet, mens kørehviletid og cabotage juridisk udfordrer branchen. Erhvervet er selv blevet skrappere til den daglige jura, så advokatkontorerne leverer i dag primært spidskompetencer.

 

Af Finn Bruun

Specialist i transportjura, advokat og partner hos Njord Law Firm, Ulla Fabricius, vurderer overordnet, at den almindelige transport ret, hvor der opstår skade, forsinkelse eller bortkomst af gods under transport, ligner sig selv. I dag ser vi mange skadessager og problematikker knyttet til transport af temperaturfølsomt gods såsom medicin og køle- og frysevarer, mens vi ser langt færre sager, hvor speditører afviser at bære et fragtfører ansvar.

- Men det er blevet meget mere juridisk kompliceret, når det handler om det at drive en vognmandsforretning. Man skal blot se på bl.a. godskørselslove, køre- og hviletidsregler og reglerne om cabotagekørsel. Til gengæld er toldregulering blevet meget nemmere i forhold til tidligere qua EU-reglerne, så de grænseoverskridende transporter indenfor EU generelt glider nemmere. Væk er f.eks. alle de kautioner, som skulle stilles og T-dokumenter som skulle udfyldes og indberettes, når vi taler transport indenfor Europa, siger Ulla Fabricius.

- Til gengæld er cabotage og køre- og hviletid noget, som fylder rigtig meget i branchen. Efter mange års kamp med EU Kommissionen og ved domstolene blev det efterhånden synligt for alle, at reglerne var alt for komplicerede og straffene for overtrædelser helt ude af proportioner med karakteren af overtrædelserne. Hvem husker ikke Højesteretssagen, hvor en chauffør stod til at miste kørekort og få en klækkelig bød, fordi han havde flyttet sit køretøj fra losserampen – en opgave der tog under to minutter. Nu skulle reglerne så endelig være forenklet og straffene mere proportionelle, men de nye regler er i det væsentlige slet ikke sat i kraft på grund af IT problemstillinger hos anklagemyndigheden. Så er det, at det hele bliver lidt svært, siger hun.

Endnu mere kompliceret

Omkring international kørsel i EU påpeger Ulla Fabricius, at der fortsat er juridiske udfordringer.

- Konkurrencen er rigtig hård mellem vognmandsfirmaerne og løn- og arbejdsvilkår meget forskellige i medlemslandene. Dermed dukker der vanskelige problemstillinger op om, hvorvidt de danske løn- og arbejdsvilkår også skal gælde for chauffører, som er ansat i udenlandske vognmandsfirmaer, men som i forskelligt omfang udfører deres arbejde her i landet. Det fører vi retssager om på nuværende tidspunkt, og de sager er meget komplekse rent juridisk.

Jura og IT sammen

- Der stilles i dag store krav til transportvirksomhedernes styring og effektivisering af logistikkæden, og derfor er det konstant nødvendigt at videreudvikle de IT redskaber som er til rådighed. Virksomhederne skal have rigtigt dygtige folk siddende, som kan udnytte de IT-værktøjer, der findes her, siger hun:

- Medarbejderne skal både have sans for det juridiske og kunne håndtere og udnytte IT-redskaberne. I den forstand er det blevet mere krævende. Den enkelte medarbejder på området skal have væsentlig flere kvalifikationer for at kunne styre kæden optimalt end før i tiden.

- Det er vores indtryk hos NJORD Law Firm, at virksomhederne selv er blevet meget dygtigere samtidig med, at deres interesseorganisationer er blevet rigtig meget bedre til at rådgive dem på juraen generelt. Der hvor man har brug for advokater i dag, det er på spidskompetencen. Vi er specialister, og samtidig kender vi branchen rigtig godt. Så vi bliver brugt på en anden måde end før, når virksomhederne skal ind og optimere og bruge specialistviden til at sætte tingene sammen på den rigtige måde. Det er præcis det vi kan, siger hun og vurderer, at der generelt er mere brug for transportjurister end nogen sinde før.

- Der er mange flere jurister i organisationerne end nogensinde før, og først når udfordringerne går betydeligt videre end det almindelige, eller når der er brug for sparring med specialister bliver advokatkontorerne inddraget, siger Ulla Fabricius.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078