23948sdkhjf

Investorfradrag kan gavne vognmænd

Erhvervs- og iværksætterudspil glæder DTL.

Som et led i sit erhvervs- og iværksætterudspil vil regeringen indføre et investorfradrag, hvor personer, der investerer i små og mellemstore unoterede virksomheder får et skattefradrag.

Det vil gøre det mere attraktivt for privatpersoner at investere i danske iværksættervirksomheder. Lignende ordninger findes i Sverige og Storbritannien.

Øger investeringslyst

DTLs adm. direktør Erik Østergaard mener, at fradraget også vil kunne bruges til at øge investeringslysten i danske vognmandsvirksomheder-

-Jeg forstår det derhen, at der efter planen gives fradrag for både direkte investeringer og indirekte investeringer gennem en ny fondskonstruktion. Den mulighed for risikospredning kan også gøre det attraktivt at investere i transport, der er på vej ind i en kraftig vækst. Det vil også gøre det attraktivt for vognmænd ikke blot at lægge afdelinger ude i Europa og udnytte lavtlønnet chaufførarbejdskraft, der skævvrider markedet – som vi desværre ofte har set.

Ordningen indebærer statsstøtte og vil derfor skulle statsstøttegodkendes af EU, inden den kan sættes i kraft. Sverige og Storbritannien har dog tilsvarende ordninger. Ordningen forventes at kunne have virkning fra 2019.

Cirkulær økonomi og deleøkonomi

Udspillet fra regeringen indeholder også initiativer om såkaldt cirkulær økonomi, som især kan blive interessant for de vognmænd, der håndterer affald. Regeringen vil afsætte en pulje til initiativer, som kan indgå i den kommende strategi for cirkulær økonomi. Strategien skal understøtte, at danske virksomheder har gode rammer for at anvende cirkulære produktionsmetoder.

-Affald er på vej til at blive en gigantisk ressource, og cirkulær økonomi skal være med til at lukke kredsløbet for produkters livscyklus gennem øget genanvendelse og genbrug til gavn for både miljøet og økonomien. Danske vognmænd, der har specialiseret sig i håndtering af affald, kan komme i en central position i udviklingen af cirkulær økonomi. Her er der virkelig noget at hente, siger Erik Østergaard.

 DTL – direktøren peger på, at DTL i øvrigt har haft en ekstern ekspert siddende i det Advisory Board, der har anbefalet regeringen at forbedre konkurrencevilkårene på markedet for affald og genanvendte råvarer.

På området for deleøkonomi vil regeringen lancere en deleøkonomisk strategi, der vil gøre deleøkonomien til en drivkraft for vækst og innovation – hvor der er ”styr på skattebetalingen”, og forbrugerne understøttes i at kunne få flere og nye muligheder for at øge deres indkomst inden for deleøkonomien.

Intet kompromis

-Jeg må sige, at det for transportens vedkommende er påtrængende og afgørende, at deleøkonomien ikke bliver brugt til at udhule de professionelle aktiviteter, der i dag skal efterleve en række skrappe krav til skattebetaling, miljø, arbejdsmiljø og sociale hensyn til medarbejdere. Man skal med andre ord sikre, at der ikke bliver gået på kompromis med disse krav, blot ordet ”deleøkonomi" indgår, konstaterer Erik Østergaard.

Regeringen bebuder at barsle med en deleøkonomisk strategi i efteråret 2017.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.111