23948sdkhjf

Ambitiøst udspil fra regeringen

Rederier er tilfredse.

Regeringen foreslår en udvidelse af sømandsskatteordningen i tråd med den klare anbefaling fra forårets maritime vækstteam. Danske Rederier glæder sig over, at regeringen lancerer konkrete vækstinitiativer, som vil have stor betydning for dansk søfarts muligheder for at skabe jobs og eksport.

Allerede i regeringsgrundlaget fra november 2017 varslede VLAK-regeringen, at man ”ønsker at styrke Det Blå Danmarks internationale konkurrenceevne og understøtte forudsætninger for, at Danmark også i fremtiden er en stærk maritim nation.” Med gårsdagens udspil sætter regeringen handling bag ordene.

Det sker som led i det ambitiøse erhvervs- og iværksætterudspil, som erhvervsminister Brian Mikkelsen, præsenterede onsdag formiddag sammen med finansminister Kristian Jensen og økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll. Et udspil, som blandt andet leverer på flere af de centrale anbefalinger fra det maritime vækstteam.

Investering i fremtiden

-Det Blå Danmark er i vækst, så der er også tale om en investering i fremtiden, da vi kan være med til at tiltrække aktiviteter til landet, sagde Brian Mikkelsen til Shippingwatch i den forbindelse.

Det vækker glæde hos Danske Rederier, at regeringen spiller ambitiøst ud på blandt andet søfartsområdet.

-Det er rigtig godt, at regeringen holder fast i sine vækstambitioner – ikke bare på søfartsområdet med flere gode forslag, men sådan set for hele det danske samfund. Regeringen fortjener ros for den aktive indsats for at fastholde og udbygge de danske styrkepositioner på eksportmarkederne, siger Anne H. Steffensen, adm. direktør i Danske Rederier.

Lige skattevilkår

Hun har især fokus på forslaget om en udvidelse af sømandsskatten, som det maritime vækstteam også anbefalede. Det er en vigtig sag for de danske rederier. Der er nemlig behov for at få ligestillet skattevilkårene for hele den maritime offshore sektor, så skibe som eksempelvis installerer havvindmøller får samme vilkår, som deres konkurrenter i nabolandene. Det vil sikre rammerne for danske søfolk på danske skibe, hvilket hele tiden har været ambitionen fra rederiernes side.

-Vi ved, at de berørte rederier er meget glade for de danske søfolk på skibene. Givet den danske historik indenfor eksempelvis havvind, så kan de noget særligt indenfor offshore. Der er muligheder, som ikke må tabes på gulvet, derfor er det afgørende at udvide sømandsskatten, så den gælder for alle offshore skibe. Det er en vigtig sag – også for de mange yderkommuner, hvor søfolkene bor, siger Anne H. Steffensen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11