23948sdkhjf

OSK-ShipTech A/S får ny opgave

Skriver kontrakt med Færgeselskabet Læsø.

En helt ny færge skal muligvis sejle på strækningen mellem Læsø og Frederikshavn, og det bliver danske OSK-ShipTech A/S, der skal lede projektet. Det står klart, efter OSK-ShipTech netop har skrevet under på at forestå de indledende undersøgelser for Færgeselskabet Læsø.

-Vi er glade for, at Færgeselskabet Læsø har valgt os til opgaven. Et færgeprojekt af denne kaliber giver os mulighed for at bringe hele vores kompetencepakke i spil, og vi ser frem til i første omgang at undersøge, om præmisserne for en ny færge er på plads og senere potentielt levere et skib, der er totaloptimeret til at besejle ruten, siger Kristian Carøe Lind, Chief Technical Officer hos OSK-ShipTech. 

OSK-ShipTech er totalleverandør inden for blandt andet skibsdesign, interiørdesign og tekniske løsninger og er en del af OSK Group. Kombinationen af faglig og kommerciel viden har involveret virksomheden i et hav af både danske og udenlandske skibsprojekter, og i byggeriet af en ny Læsøfærge vil OSK-ShipTech blandt andet komme til at stå for design, kravsspecifikation, udbudsproces, byggeri, interiør og tekniske løsninger.

-Turismen på Læsø er i opblomstring, og et af de vigtigste parametre for at tiltrække flere turister er tilgængelighed. Vi ser frem til i samarbejde med OSK-ShipTech A/S at udvikle en ny og større færge, der er skræddersyet til ruten, så rejsende kan komme hurtigere til og fra øen og sikre sig plads på de attraktive afgange, siger Lars Rieks, der er administrerende direktør i Færgeselskabet Læsø.

Læsø er afhængig af en færgeforbindelse for at bringe beboere, gods og gæster til og fra øen. Hvert år tager 270.000 passagerer den halvfems minutter lange sejltur mellem Frederikshavn og Læsø, der i dag besejles af færgerne Ane Læsø fra 1995 og lillesøsteren Margrete Læsø fra 1997. Søsterskibene har plads til henholdsvis 55 og 75 personbilenheder og tager henholdsvis 440 og 589 gæster.

Det er endnu uklart, hvor mange passagerer og biler, den nye Læsøfærge kommer til at kunne medbringe.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078