23948sdkhjf

Konvention udskudt i to år

Tidsplan for ballastvandskonventionen fastlagt.

Tidsplanen for installation af ballastvandsanlæg er udskudt, så implementering af anlæg på eksisterende skibe skal startes senest i 2019.

Implementeringen af ballastvandskonventionen har gennem længere tid været diskuteret, og der har været stor usikkerhed om, hvornår rederierne skal investere i de kostbare systemer. På mødet i IMO’s miljøkomité (MEPC 71) i denne uge, blev der endelig skabt klarhed med vedtagelsen af en resolution.

Ballastvandskonventionen træder i kraft den 8. september 2017. Med den nye tidsplan skal rederierne starte installationen af behandlingsanlæg til ballastvand på nye skibe efter den 8. september 2017, mens installationerne på eksisterende skibe kan vente til efter den 8. september 2019.

-Danske Rederier har efterlyst en definitiv fastsættelse af implementeringsplanen. For os var det værste, der kunne ske, at man åbnede for yderligere diskussion og dermed fastholdt rederierne i en uafklaret situation. Udskydelsen er truffet med stor tilslutning i IMO, hvorfor vi betragter det som en tidsplan, der ikke bliver lavet om igen, udtaler Maria Bruun Skipper, underdirektør i Danske Rederier.

Fordele og ulemper

Der er både ulemper og fordele ved udskydelsen af implementeringen af ballastvandskravene.

Ballastvandkonventionen blev vedtaget i 2004 og træder først i kraft nu 13 år senere på grund af IMO-medlemslandenes manglende ratifikation af konventionen.

-Flere rederier var begyndt at forberede sig på kravene, og så laver man en udskydelse i 11. time. I et så investeringstungt erhverv som søfart er det en dårlig situation at stille både rederier og udstyrsproducenter i. Eller sagt med andre ord: lovsjusk. Omvendt er der en klar fordel i, at de anlæg, der installeres fremover, skal leve op til den seneste IMO-vejledning. Det betyder, at skibene får miljømæssigt stærkere og mere fremtidssikrede anlæg om bord. Så på lang sigt er dette en god løsning, og nu ser vi fremad, slutter Maria Bruun Skipper. 

Dispensation givet

Det danske koncept for en mulig dispensation for skibe, der opererer inden for et begrænset havområde omkranset af to eller flere lande – det s kaldte Same Risk Area - blev accepteret i dag. Det betyder, at der nu er åbnet op for, at man på sigt kan undtage for eksempel færgefart mellem Danmark og Sverige fra at installere behandlingsanlæg for ballastvand. De danske myndigheder er allerede i gang med at teste konceptet.

-Vi ser det som et meget positivt skridt på vejen til at sikre en pragmatisk implementering, særligt i nærskibsfarten. Vi ser nu frem til resultatet af testen af konceptet, som i øjeblikket foregår med Kattegat som udgangspunkt, siger Maria Bruun Skipper.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078