23948sdkhjf

Redere presser på for ambitiøs klimastrategi

Vigtigt møde i IMO.

Ambitionerne for skibsfartens CO2-udledning skaber uenighed i FNs søfartsorganisation, hvor Danske Rederier er med i front for at sikre konkrete tiltag, så skibsfarten kan bidrage til Paris-aftalens målsætninger for at reducere den globale temperaturstigning.

Medlemslandene mødes sammen med erhvervs- og interesseorganisationer  i FN’s internationale søfartsorganisation, IMO, i London for at drøfte, hvordan skibsfarten bliver CO2-neutral. Danske Rederier går forrest for at sikre konkrete reduktionsmål for skibsfarten.

Hårde forhandlinger venter

Der er lagt op til hårde forhandlinger i IMO, når parterne for første gang mødes for at drøfte, hvordan skibsfarten skal bidrage til Paris-aftalens målsætning om at holde den globale temperaturstigning under to grader. Der er fortsat konsensus i IMO om, at skibsfarten skal skære ned på CO2-udledningen, men der er langt fra enighed om omfanget af reduktionerne og vejen derhen.

-Det er helt afgørende, at forhandlingerne får en god start. Vi ønsker en ambitiøs klimastrategi, hvor branchen på lige fod med andre industrier bidrager til, at Paris-aftalens målsætninger nås. Derfor skal der nu fastsættes klare mål for erhvervets CO2-reduktioner. Det er også vigtigt, at medlemmerne af IMO enes om, hvordan vi reducerer udledningerne fra skibsfarten, siger Maria Bruun Skipper, underdirektør i Danske Rederier.

Helt ekstraordinært er der afsat ekstra arbejdstid i IMO til, at man kan komme til bunds i de mange indsendte forslag til klimastrategiens udformning. Danske Rederier bidrager med et uafhængigt videnskabeligt studie, der giver konkrete bud på, hvordan industrien kan reducere sine CO2-udledninger via operationelle, tekniske og økonomiske tiltag. Det er klart, at en innovativ omstilling af branchen er nødvendig, herunder brugen af nye alternative brændstoffer, for at nå i mål. Studiet er bragt til forhandlingsbordet af en lang række lande, heriblandt Danmark, der argumenterer for behovet for målbare reduktionsmål.

Flere ønsker særlige hensyn

På den anden fløj mener en række lande, inklusiv Brasilien og Indien, at klimastrategien skal tage særligt hensyn til udviklingslandene. Erhvervet har med den internationale rederiforening, ICS, i front spillet ud med to konkrete bud på reduktionsmål. 

-Det er vores ønske, at det ikke vil lykkes bagstræberiske spillere at trække forhandlingerne i langdrag. Men vi kommer nok ikke udenom at skulle drøfte mulige differentieringer mellem udviklings- og industrilande. For os er det dog helt afgørende, at reduktionen af skibes udledninger af drivhusgasser sker på lige vilkår for alle i branchen. Ellers vil det forvride konkurrenceevnen, siger Maria Bruun Skipper, underdirektør i Danske Rederier. 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063