Ny europæisk struktur i K + N
For bedre at udnytte forretningsmuligheder på de europæiske markeder har det schweiziske transport- og logistikselskab Kuehne + Nagel etableret sig i to organisatoriske enheder i Central- og Østeuropa samt Vesteuropa.
Det oplyser selskabet i en skriftlig meddelelse.
Ny chef fra DB
K + N etablerer sig i Hamborg, hvor det kommende hovedkvarter for selskabets aktiviteter i central- og østeuropæisk regi vil konsolidere den tyske organisation med landene i Østeuropa.
Til at lede afdelingen i den tyske storby har K + N headhuntet Hansjoerg Rodi, der kommer fra konkurrenten DB Schenker Logistics, hvor Rodi bestred stillingen som administrerende direktør for selskabets aktiviteter i Centraleuropa.
Den vesteuropæiske region får hovedkvarter i Amsterdam, hvor Peder Winther tilknyttes som regional chef. Winther kommer fra en stilling internt i K + N som leder af selskabets aktiviteter i Afrika og Mellemøsten. Her afløses han i stedet af Erwin Wittemaier.
Detlef Trefzger, administrerende direktør hos Kuehne + Nagel International AG:
- Etableringen af to lige stærke europæiske regioner vil gøre os i stand til at styre vores forretning i Europa endnu mere fokuseret. Vi er meget glade for at forfremme to erfarne Kuehne + Nagel-topledere og på samme tid at få en ekstern topchef til at slutte sig til vores selskab, siger Trefzger.
Omorganiseringen træder i kraft per 1. oktober 2016.