Ny ledelse i IATA
Den store internationale luftfartsorganisation IATA holdt for nylig årlig generalforsamling i irske Dublin.
Blandt andet skulle der findes nye topchefer til posterne som bestyrelsesformand, generaldirektør og administrerende direktør, hvor de to sidstnævnte bestrides i organisationen af samme person.
de Juniac ny CEO
Helt som ventet blev den franske forretningsmand Alexandre de Juniac valgt som efterfølger til Tony Tyler på posten som generaldirektør og administrerende direktør i IATA.
Alexandre de Juniac udtaler i en skriftlig meddelelse:
- Jeg takker mine branchekollegaer for at bekræfte mig som IATA’s næste generaldirektør og administrerende direktør. Luftfart er en meget vigtig industri – den forbinder økonomier, faciliterer forretning, skaber jobs og forbinder mennesker. Jeg har nogle store sko at udfylde, idet Tony Tyler har gjort et fremragende stykke arbejde de seneste fem år, lyder det fra den nye IATA-topchef, der fortsætter:
- Jeg ved, hvor udfordrende det er at drive et flyselskab, og hvor afhængige flyselskaber er af IATA til at støtte deres forretning – til sikkert at forvalte industriens økonomi, at være effektive fortalere, til at styre globale initiativer og til at levere relevante produkter og services. Mit mål er at hjælpe flyselskaber til at blive endnu mere succesfulde virksomheder, der kan skabe større økonomisk og social værdi. Jeg vil, at vores medlemmer får en fremtid, der er sikrere, mere effektiv, bæredygtig og stadigt mere profitabel, siger Alexandre de Juniac.
de Juniac kommer senest fra stillingen som bestyrelsesformand og administrerende direktør hos Air France-KLM, og han bliver den syvende person til at lede IATA som generaldirektør.
IAG-bestyrelsesformand
Irske Willie Walsh blev ved samme lejlighed valgt som formand for organisationens bestyrelse.
Walsh, der er administrerende direktør hos IAG, lægger i den skriftlige meddelelse vægt på, at politik ikke må sætte begrænsninger for luftfarten:
- Jeg er beæret over at tjene i denne vigtige rolle på et så kritisk tidspunkt. Vores topprioritet er at få regeringer til at nå frem til en aftale om en global markedsbaseret foranstaltning for at styre luftfartens kulstofemissioner ved den 39. forsamling i ICAO senere i år. Dette er en en-gang-i-en-generation mulighed, som er vital, hvis vores branche skal opnå kulstof-neutral vækst fra 2020. Alt for ofte begrænser regeringers politik luftfartens evne til at være katalysator for økonomisk vækst og udvikling. Overdrevne skatter berøver vores branche dens vitalitet, mens dyr og ineffektiv infrastruktur begrænser vores evne til at imødekomme stigende efterspørgsel på sammenhængskraft. Forordninger har ofte negative konsekvenser for både passagerer og flyselskaber. Jeg ser frem til at støtte Alexandre de Juniac, når han tager tøjlerne i IATA. Sammen vil vi sikre, at IATA får en endnu stærkere stemme på disse problematikker, lyder det fra Willie Walsh.