23948sdkhjf

Fransk mindsteløn fra på fredag

Kaos omkring lønberegning er i vente.

En lang række regler for aflønning af chauffører træder i kraft på fredag den 1. juli 2016, og det er noget, der kan mærkes hos ITD.

- Vi får rigtigt mange henvendelser, og vi får løbende opdateringer fra Frankrig, forklarer Maria Feldberg, der er jurist og tovholder på ITD’s information om fransk mindsteløn. Netop fordi der løbende sker en udbygning af ITD’s viden på området, og nye regler kommer i en lind strøm, har ITD lavet en særlig side på deres hjemmeside, hvor medlemmer kan søge hjælp.

Spørgsmål om lønniveau

Mange henvendelser drejer sig helt specifikt om lønsatserne, og tidligere har myndigheder og den internationale vejgodstransportorganisation, IRU meldt ud, at satsen er 9,67 euro. Men det holder ikke helt vand:

- Der er stigninger i løn, hvis der er tale om tunge køretøjer, eller hvis chaufførerne har en høj anciennitet, så lønniveauet kommer i mange tilfælde op i nærheden af 10,50 euro, forklarer Maria Feldberg.

I selve løndelen er det tvivlsomt om godtgørelser såsom diæter tæller med:

- Her skal vi huske på, at netop diæterne er en meget stor del af lønnen for mange eksportchauffører, så når vi trækker dem fra, vil en del falde under mindstelønnen, vurderer Maria Feldberg.

Alle chauffører skal i øvrigt have en såkaldt udstationeringsattest og en kopi af deres ansættelseskontrakt med i bilen.

Franske agenter påkrævet

En anden vigtig del i de nye regler er kravet om, at transportørerne skal have en fransk agent tilknyttet.

Agenten skal være bindeleddet mellem myndighederne og transportøren i forbindelse med kontroller. Ved en kontrol skal agenten i princippet kunne fremsende den ønskede dokumentation straks:

- Problemet er bare, at vi endnu ikke ved, hvor hurtigt straks er, da det ikke er meldt ud endnu, siger Maria Feldberg.

Hvis en transportør ikke har en fransk agent, vanker der bøder på op til 2.000 euro pr. udstationeret chauffør ved førstegangsovertrædelser. Bøderne stiger, hvis man bliver fanget flere gange. Kontrakten mellem transportvirksomhed og den franske agent skal i øvrigt være gældende i mindst 18 måneder efter, transporten er afsluttet.

ITD ved, at Vialtis i Frankrig er ved at oprette sig som agent i forhold til de franske myndigheder. 

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078