23948sdkhjf

Voxpop - Transport Vest

Mød fem udstillere fra Brabrand-messen.

Danmarks Transport-Tidende spurgte fem udstillere på Transport Vest om deres deltagelse på transportmessen.

På trods af deres forskelligheder er de enige om, at det er givtigt at møde kunder, kolleger og samarbejdspartnere.

Uno-X:

Rikke Judson, projekt- og marketingskoordinator hos Uno-X Energi Erhverv:

- Vi er altid med på Transport Øst, så det er naturligt for os også at være med her. Det er et godt initiativ, som vi gerne vil støtte op om. Det er en lejlighed til at møde kunderne og fortælle dem, hvad vi kan og vil. Det er vigtigt med den type relationspleje, hvor vi kan møde dem, vi ikke får mødt i hverdagen.

- Det er godt at møde vognmændene, som er vores kunder. Men det er også rart at møde og få en snak med deres chauffører, for de giver os deres umiddelbare feedback på, hvad de oplever ude ved anlæggene.

Nordfyns Finans:

Claus Krog Nielsen, kundechef hos Nordfyns Finans:

- Sidste år var vi på Transport Øst for første gang. Det var en succes for os, hvor vi fik mange henvendelser og kontakter.

- Vi er kommet på Transport Vest, fordi vi skal have vist flaget og få skabt nogle nye kontakter. Vi har mange kunder i Jylland, og vi har også mødt flere af dem her, men vi vil også gerne skabe tilknytning til nogle flere emner og få synliggjort vores navn. Vi har da også fået kontakt til flere, som vi skal have fulgt op på, når vi kommer hjem.

Tradium:

Suran Ahmed, konsulent hos Tradium:

- Vi har talt med mange kolleger, og man taler jo sammen på en anden måde, når man mødes her, end man gør i hverdagen. Det er for eksempel en god lejlighed til at få talt med Frode Laursen, som vi jo igennem FL Driver Academy har et samarbejde med.

- Men vi taler også med de andre uddannelsesinstitutioner, selv om de jo et eller andet sted er vores konkurrenter. Vi oplever alle, at vi til tider har hold, der ikke er fyldt helt op. Kan vi eksempelvis finde ud af at lave et samarbejde, hvor vi slår hold sammen, så de bliver fyldt op?

GUU:

Kurt Rinhack, konsulent fra Godstransportens Uddannelses- og Udviklingsfond (GUU):

- Vi er kommet på Transport Vest for at fortælle vognmændene om ”Job i Transport”, som er et projekt bevilliget af de to fonde TU og GUU for at rekruttere flere unge til transport- og lagerbrancherne.

- Vi har haft god aktivitet og fået besøg af flere vognmænd. Mange af dem har også haft yngre familiemedlemmer med, som har været dybt betagede af vores lastbilsimulator.

BP Trailer A/S:

Jens Erik Platz, indehaver af BP Trailer A/S:

- Vi er kommet på Transport Vest, fordi messen ligger det helt rigtige sted: Ved Danmarks næststørste by tæt på en stor havn og et godt vejnet.

- Over begge dage har der været en rigtig god interesse fra de besøgende for vores nye hollandske dobbelt-dækker trailer, som vi er blevet eneforhandler af i Danmark. Det er jo et meget specielt produkt, som har tiltrukket mange nysgerrige, der har været henne og stille spørgsmål til den.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078