Lastbilernes svar på Tesla?
Endnu må verdens lastbil- og transportinteresserede nøjes med en tegning af den – el-lastbilen fra amerikanske Nikola Motor Company – for den findes kun som grafisk fremstilling.
Alligevel er det lykkedes Nikola, ifølge en skriftlig meddelelse fra selskabet selv, på blot én måned at rejse 2,3 mia. dollars – eller hvad der svarer til lidt over 15 mia. kr. – i forudbestillinger på den mulige fremtidens lastbil.
Nikolas grundlægger og administrerende direktør, Trevor Milton, annoncerede for nylig det store beløb i forudbestillinger, der dækker over flere end 7.000 bestillinger på lastbiler med depositum. Milton hævder, at Nikolas teknologi er 10-15 år foran andre sammenlignelige virksomheder, hvad angår brændstofeffektivitet, MPG (miles per gallon) og udledning.
Ifølge mediet Energiwatch er lastbilkonceptets drivkraft elmotorer, der dels får strøm fra en batteripakke, der er cirka fire gange så stor som i en Tesla-bil model S, og dels fra en turbine drevet af gas/diesel/benzin-turbine.
Ifølge den skriftlige meddelelse vil Nikola Motor Company den 2. december præsentere en prototype af el-lastbilen i Salt Lake City.
Nikola-navnet stammer fra den serbisk-amerikanske fysiker Nikola Tesla, der som bekendt også har lagt navn til den nye populære el-bil.