Nyt Lufthansa-Cathay-samarbejde
Lufthansa Cargo, Europas største luftfragtselskab, og det store asiatiske ditto Cathay Pacific har indgået aftale om luftfragt-samarbejde på flere ruter mellem Hong Kong og Europa.
Det fremgår af en skriftlig meddelelse.
Flere forbindelser
I fremtiden vil hongkongske Cathay Pacific og tyske Lufthansa Cargo dermed arbejde tæt sammen om netværksplanlægning, IT, salg og ground handling, fremgår det.
Simon Large, cargo-direktør hos Cathay Pacific:
- Vores fælles netværk vil dække flere end 140 direkte flyvninger mellem Hong Kong og 13 europæiske destinationer. Cathay Pacifics høje antal af direkte forbindelser til adskillige europæiske destinationer passer perfekt til Lufthansas styrke i Frankfurt, Europas vigtigste luftfragt-hub, og ind i Europa gennem dets tætte feeder-netværk, siger han.
Peter Gerber, administrerende direktør og bestyrelsesformand hos Lufthansa Cargo:
- Ved at samle kræfterne får kunderne adgang til unik fleksibilitet med flere afgange at vælge imellem og en kombination af feeder- og direkte flyvninger. På den her måde kan deres gods nå destinationen flere timer tidligere.
Begge selskaber forventer at transportere de første forsendelser under rammerne af samarbejdet fra starten af næste år – i første omgang fra Hong Kong til Europa.
Cathay Pacific Cargo håndterede i 2015 1,8 mio. tons luftfragt og post, mens Lufthansa Cargo håndterede 1,6 mio. tons luftfragt og post.