DTL: Stå fast, minister
EU-Kommissionen vil nu anlægge sag mod Danmark og Finland for landenes håndtering af og sanktionsregime i forhold til cabotage-reglerne. DTL sender et klart signal til transportminister Hans Christian Schmidt: Stå fast!
EU slæber nu Danmark for domstolen i en strid om såkaldt cabotagekørsel, hvor udenlandske chauffører kører varer rundt i Danmark. EU-Kommissionen mener at reglerne skal fortolkes sådan, at chaufførerne har ret til at fylde gods både på og læsse gods af flere gange og kun regne det for én ”tur”, hvorimod Danmark, med de skærpelser, der kom under den tidligere regering har begrænset antallet af af- og pålæsninger. EU mener, at chaufførerne dermed rammer loftet på tre ture inde for syv dage for hurtigt.
Ingen overraskelse
-Jeg er slet ikke overrasket – vi forventede jo dette. Men i DTL står vi klippefast på det her: Cabotagereglerne er ikke lavet for at man skal køre de facto løbende og permanent indenrigskørsel i et andet land. Det er hvad der sker i praksis. Og derfor er der ingen vej uden om. Den danske regering må stå fast overfor EU og tage sagen hele vejen igennem, siger DTLs administrerende direktør, Erik Østergaard.
-I valgkampen til Europa-Parlamentet for 2 år siden var flere partier, herunder Dansk Folkepartis Anders Vistisen, helt klare i spyttet: Danmark skal turde tage de her sager helt til den bitre ende med EU-systemet. Og derfor opfordrer jeg alle gode kræfter til at sende signalet til transportministeren: Stå fast!
Uklare regler
-Sagen er jo, at både store og små lande i stigende grad finder måder at håndtere de uklare EU-regler og de deraf afledte forsøg på at udnytte østchauffører til at forvride konkurrencesituationen i Vesteuropa. Der er kun én vej – og det er at stå op imod EU-systemet. De bruger reglerne til at ødelægge vognmandserhvervet – i stedet for at få bragt reglerne til et niveau, hvor de sikrer fair konkurrence. I stedet slås vi en ulige kamp mod social dumping, fortsætter Erik Østergaard.
I september sendte EU-Kommissionen en såkaldt åbningsskrivelse til de danske myndigheder for at få Danmark til at rette ind. Ellers ville sagen gå videre til EU-Domstolen, lød det. Samme besked modtog Finland. Finland er i færd med at justere deres nationale regler, Danmark er ikke – og det er derfor sagen nu er vokset.
Langsomt system
-Jeg oplever egentlig at både EU-Parlamentet og Kommissionen er blevet langt mere bevidste om problemerne med unfair konkurrence, ulovlig cabotage, systematisk 3. landskørsel osv. Men systemet arbejder langsomt, og derfor ser vi nu de sager. Men sagerne vil også trække ud – så derfor er der kun ét svar på beskeden: Vi lader sagen gå helt til tops. Og så må vi sikre bedre regler i mellemtiden, slutter Erik Østergaard.