Grenaa Havn: Tilfredsstillende resultat
Året var knap begyndt, da daværende administrerende direktør i Grenaa Havn A/S Henning Laursen i januar 2015 meddelte selskabets bestyrelse, at han var ramt af alvorlig sygdom.
Sygdommen betød, at havnens bestyrelse i august måtte træffe den vanskelige beslutning at opsige direktøren. Dermed stod Grenaa Havn A/S uden administrerende direktør i store dele af 2015, hvilket betød, at flere forretningsplaner måtte sættes på standby.
På trods af den fortvivlende situation formåede havnen på Djursland at præsentere et pænt resultat for året, der da også af havnen beskrives som tilfredsstillende efter omstændighederne.
I 2015 faldt omsætningen i Grenaa Havn A/S til 46,5 mio. kr. mod 47,7 mio. kr. i 2014, men på trods heraf formåede selskabet at næsten fordoble overskuddet fra 4,5 mio. kr. i 2014 til 8,5 mio. kr. i 2015. Et resultat, der var 6,5 mio. kr. over det budgetterede resultat for året.
Flyttede fokus
Bestyrelsesformand i Grenaa Havn A/S, Kenny Jensby, kalder resultatet for tilfredsstillende i lyset af, at man i det meste af året måtte undvære en administrerende direktør, og fortæller, at strategien for 2015 i løbet af året også måtte ændres grundet omstændighederne:
- Vores fokus i 2015 blev flyttet og koncentreret yderligere omkring de nære, driftsmæssige forhold. Havnens kunder og brugere skulle opleve ’business as usual’. De langsigtede planer og de strategiske beslutninger blev af gode grunde sat på vågeblus. Det er i dette lys, at man skal vurdere Grenaa Havn A/S’ regnskab 2015. Og det er med disse forhold i klar erindring, at Grenaa Havns bestyrelse i årsrapporten konstaterer, at årets resultat er tilfredsstillende, siger Jensby.
1. december overtog Henrik Carstensen som administrerende direktør i Grenaa Havn A/S.