23948sdkhjf

DTL vil afbøde kurér-konkurser

Kapitalkrav til varebilstransport i Europa ønskes.

I øjeblikket er beslutningsforslag B 165 til behandling i Folketinget.

Forslaget er stillet af Socialdemokraterne og handler i korte træk om, at godskørsel med varebiler under 3.500 kg også skal omfattes af godskørselsloven.

Krav om tilladelse og kapital

Men der arbejdes også på lignende tiltag uden for landets grænser.

Via dens medlemskab hos IRU – den internationale union for vejtransport – arbejder brancheorganisationen DTL for at implementere reguleringer på markedet for varebilstransporter på europæisk plan, der søges inkorporeret i den kommende europæiske vejtransportpakke, der forventes at komme i 2016 eller 2017.

Det fortæller Ove Holm, underdirektør og erhvervspolitisk konsulent hos DTL, der både har været en af drivkræfterne bag Specialforeningen for Kurer- og Varebilstransportører, der så dagens lys sidste år, og som en del af DTL’s erhvervspolitiske kontor i Bruxelles:

- Vi har i IRU holdt en række møder i løbet af sidste år, hvor vi har diskuteret, hvad vi gerne ser implementeret i vejtransportpakken. Herunder også markedet for godskørsel med varebiler, hvor vi foreslår, at der reguleres på lovgivningen, så også varebiler omfattes af tilladelseskrav i den europæiske lovgivning, siger Ove Holm.

Han tilføjer, at der er flere paralleller mellem det aktuelle danske beslutningsforslag B 165 og arbejdet for varebils-reguleringer på europæisk plan:

- Et af de fælles punkter med det danske beslutningsforslag er kapitalkravet, der er noget lavere, end det vi kender fra lastbiler. IRU foreslår kapitalkrav, der bygger på praksis fra Frankrig og forslag fra den hollandske transportorganisation, om at det skal koste 1.800 euro (cirka 13.400 kr., red.) for de første to tilladelser og 900 euro for hver ekstra tilladelse, siger Ove Holm.

Vil stoppe kurer-konkurser

DTL-underdirektøren fortæller, at kapitalkravet især skyldes en uheldig tendens i branchen, hvor håbefulde selvstændige etablerer kurervirksomhed, men som må dreje nøglen om kort tid efter, fordi de eksempelvis ikke har haft den fornødne opstartskapital:

- Kravet om kapital retter sig især mod den del, der går ind i branchen uden kapital, køber en gammel varevogn og begynder at køre, men som må lukke ned igen med tab til kreditorer til følge. Det er en gruppe, som vi er lidt kede af huserer i branchen, og som vi håber at kunne holde stangen med kapitalkravet kombineret med tilladelseskravet, siger Ove Holm, der håber og tror, at B 165 møder opbakning i Folketinget, men som er lidt mere skeptisk, når det kommer til reguleringer på europæisk plan:

- Jeg har en formodning om, at der vil danne sig et flertal for B 165. På europæisk plan er det mere usikkert, men jeg synes, det bevæger sig i den rigtige retning. Kommissionen har vist, at de i hvert fald vil forholde sig til det. Kommissionen har opdaget vores politik på området, fået det på dagsordenen og har også beskrevet det som en problemstilling. Men om det betyder ændringsforslag til direktivet, tør jeg ikke sige nu, siger Ove Holm.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063