Rød og blå enighed
Erik Østergaard, administrerende direktør i DTL, talte søndag formiddag til Enhedslistens årsmøde-delegerede i Gladsaxe.
Emnet var social dumping, unfair konkurrence – og viljen til at slås for sager, selv når man møder både modstand og fortielse.
Det var en propfuld årsmødesal af Enhedslistens medlemmer, der her til formiddag hørte Erik Østergaard – og 3Fs Jan Villadsen – kvittere for et fint og konstruktivt samarbejde med partiets transportordfører Henning Hyllested og den nu forhenværende politiske ordfører, Johanne Schmidt Nielsen.
- Jeg har stået på en del talerstole i mit liv – men ikke lige set for mig, at jeg en dag ville komme til at stå på talelisten til Enhedslistens årsmøde, lagde Erik Østergaard ud til salens store moro.
En kvalitet
- Jeg synes, det er en af de helt store kvaliteter ved vores demokrati og samfundsmodel: At vi kan mødes og lade holdninger brydes. At vi kan lade argumenterne gå først. Og sandheden er jo, at når vi taler om social dumping og om unfair konkurrence på transportområdet, så står jeg her i dag – og gør det for at takke jer for jeres indsats på området. Vi har et fortræffeligt samarbejde med jeres transportordfører, Henning.
Erik Østergaard benyttede også lejligheden til at kvittere for de gange, han og Johanne Schmidt Nielsen har været i debatter sammen i fælles front.
Tab af job
- Vi har mistet mange tusinder chaufførjob - og mange, mange vognmænd har drejet nøglen om de senere år. I runde tal er der forsvundet 20 pct. af de danske vognmandsvirksomheder – ca. 1.400 virksomheder, 20 pct. af dansk registrerede lastbiler – ca. 10.000 trækkende enheder og nogenlunde det samme antal danske chaufførarbejdspladser. Men mængden af gods, der transporteres, er tilbage på niveauet før krisen.”
Unfair konkurrence
Det skyldes ud over krisen også unfair konkurrence fra østchauffører, der via kringlede EU regler – de såkaldte cabotage regler – har fået en vis adgang til at køre indenrigskørsel i Danmark til hjemlandet løn og ansættelsesvilkår.
Erik Østergaard kom også ind på L118, som i øjeblikket ligger hos Kammeradvokaten.
- Spørgsmålet er igen blevet højaktuelt med L118, hvor regeringen tilsyneladende har villet kaste 40 års administrativ praksis op i luften. Det koster organiserede danske chauffører jobbet. Og det lukker små og mellemstore vognmandsvirksomheder. Så det er derfor, jeg står her i dag: Fordi jeg, som repræsentant for – vognmændene – i det her spørgsmål har en fælles interesse med 3F og fagbevægelsen. Og fælles interesse med dén politiske linje, som er jeres: At arbejde i Danmark skal udføres på danske løn- og arbejdsvilkår.
Før mødet sagde Enhedslistens transportordfører Henning Hyllested bl.a.:
- Det glæder os meget, og specielt undertegnede som transportordfører. Det er første gang, Enhedslisten har en arbejdsgiverrepræsentant med som gæst og taler på et årsmøde, og det er første gang, at ”gummihjultransporten” får en fremtrædende placering på et årsmøde. Personligt er jeg rigtig glad for at kunne præsentere Erik Østergaard og Jan Villadsen som repræsentanter for et godt samarbejde om at bekæmpe social dumping på vejene – et samarbejde Enhedslisten drager stor nytte af.