23948sdkhjf

Dansk flåde i vækst

Trodser vanskeligt marked.

DFDS Pearl Seaways – bedre kendt som Oslobåden – lægger dæk til, når Danmarks Rederiforening i dag inviterer til Årsdag og afholder sin årlige generalforsamling. I den forbindelse gør formand for Danmarks Rederiforening, Claus V. Hemmingsen, status over et år, der for alvor har udfordret den globale skibsfart.

-Selvom den globale skibsfart er hårdt presset inden for flere segmenter med lave fragrater og overkapacitet i markedet, har dansk skibsfart klaret sig relativt sikkert gennem året med en positiv udvikling i både flådestørrelse og beskæftigelse i forhold til året før. At det sker i et hårdt år, understreger potentialet ved, at regeringen i den kommende tid nedsætter et nyt vækstteam, der kan bidrage til fortsat vækst i dansk skibsfart, siger han.

-Trods den positive udvikling over hele året kan vi desværre se et fald i beskæftigelsen på land samt et mindre fald i flådestørrelsen siden oktober. Det kan meget vel være en første reaktion på de udfordringer i markedet, som flere rederier oplever, så der er grund til at være på vagt. Vi skal hele tiden værne om vores styrkeposition, siger Claus V. Hemmingsen.

De nye tal fremgår af ”Skibsfarten i tal maj 2016”, der offentliggøres i dag. Den viser en vækst i den danskflagede handelsflåde fra 16,6 mio. dødvægtston (TDW) i april 2015 til 17,2 mio. TDW i april 2016. Den danske dødvægtstonnage var dog oppe på 17,5 TDW i oktober 2015.

De nye tal viser også, at beskæftigelsen i danske rederier samlet set ligger på 23.497 ansatte. Det er 276 flere end i 2015. Tallene dækker dog over en nedgang i landbeskæftigelsen med 376 personer, da beskæftigelsen til søs samtidig er steget med 652 søfarende. I opgørelsen er der kun medtaget danskflagede skibe og landbaserede stillinger i Danmark.

Fokus på teknologiske udfordringer

Anders Hvid, CEO i Dare Disrupt, der er ekspert i digitale forretningsmodeller, vil holde oplæg og udfordre en række CEO’s, når der stilles spørgsmål ved, om rederierne er klædt på til fremtidens udfordringer.

-Den teknologiske udvikling går stadig hurtigere og kommer til at påvirke alle brancher, herunder søfart. Hvad fremtiden præcis bringer er uvist, men vi vil på årsdagen lægge op til en debat om hvilke teknologier og udviklingstræk, som vi skal holde et vågent øje med for at være på forkant, siger Claus V. Hemmingsen.  

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078