ITD laver overenskomst
Krifa og ITD Arbejdsgiver har indgået aftale om overenskomst på transport- og logistikområdet.
Ifølge parterne bygger aftalen på en overenskomst, der har maksimalt fokus på fleksibilitet, og hvor den lokale aftaleindgåelse spiller en væsentlig rolle. Med overenskomsten ønsker ITD Arbejdsgiver og Kristelig Fagforening (Krifa) at fremme et godt samarbejde samt sikre rolige og stabile arbejdsforhold.
Aftalen faldt på plads onsdag den 11. maj 2016, da aftalen blev underskrevet af formændene for henholdsvis Krifa og ITD Arbejdsgiver. Aftalen vil forny danske transport- og logistikvirksomheders tilgang til overenskomster.
Vigtigt skridt
- Vi er glade for, at vi sammen med Krifa har taget et stort og vigtigt skridt for den professionelle danske transport- og logistiksektor. Vores overenskomst er skabt ud fra et ønske om at skabe mere fleksibilitet i forhold til de overenskomster, der findes i dag. Det handler om at skabe de bedst mulige arbejdsbetingelser for alle parter, og det er vi kommet godt i mål med, siger Gert Jakobsen, formand for ITD Arbejdsgiver.
Krifas og ITD Arbejdsgivers overenskomst er landet på en mindsteløn for chauffører, lagermedarbejdere, mekanikere og øvrige ansatte på 137,00 kr. pr. time. Ud over mindstelønnen skal der i hvert enkelt tilfælde forhandles personlig løn mellem virksomheden og medarbejderen, som baseres på ansvar, erfaring og anciennitet, ligesom diverse tillæg også vil indgå i denne del.
Goder kan forhandles
- Den overenskomstaftale, vi har indgået, betyder, at den enkelte chauffør, lagermedarbejder eller anden medarbejder i en transport- og logistikvirksomhed vil kunne forhandle sig til en række goder alt efter anciennitet og kvalifikationer. Det betyder, at den erfarne kranfører kan få en bedre løn end den nyuddannede. På den anden side er den nyuddannede sikret en fornuftig mindsteløn. Virksomhederne står også godt med den nye overenskomst. Det, at den enkelte virksomhed får mulighed for lokalt at tilpasse overenskomsten til netop deres behov, er et kæmpe skridt frem, siger Gert Jakobsen.
Aftalen adskiller sig også markant fra andre overenskomster ved at bygge på et dialogsyn, der bl.a. betyder, at parterne ikke må anvende kollektive kampskridt, såsom strejke, blokade og lockout, og i stedet tilstræber gennem samarbejde at finde fredelige løsninger af sociale og faglige spørgsmål. Det gælder både ved forhandlinger om overenskomsten, ved tolkning af bestemmelser i overenskomsten og i det daglige samarbejde.
Overenskomsten mellem Krifa og ITD Arbejdsgiver er gældende fra 15. maj 2016 til 30.juni 2017.