23948sdkhjf

Pause i pinsen til Store Bro i Stege

Trafikanter skånes.

Vejdirektoratet har sat renoveringen af Store Bro i Stege på pause i den kommende pinse-weekend. Broen vil derfor have to kørebaner, så trafikanterne så vidt muligt skånes for at holde i kø ved den vigtige adgangsvej til Møn.

Samtidig arbejder Vejdirektoratet på en ny tidsplan på renoveringen, som betyder, at renoveringen kan afsluttes senest i starten af juni fremfor juli.

Det betyder, at der fra torsdag den 12. maj om aftenen til 2. pinsedag mandag den 16. maj om aftenen vil være to kørebaner over broen og normal lysregulering. Derefter lukker arbejdet igen en kørebane, så det nødvendige asfaltarbejde på broen kan gøres færdig.

Holder pause

-Vejdirektoratet var til stede i Kr. Himmelfartsferien, og vi oplevede derfor selv de store gener, vores broarbejde skabte for trafikken. Entreprenøren på opgaven - CG Jensen - er så langt fremme med arbejdet, at vi kan lade dem holde en kort pause og åbne for fuld trafik på broen her i pinsen, så vi kan skåne de mange bilister og det lokale butiksliv, siger Hans-Åge Cordua, der er projektleder i Vejdirektoratet.

Bilister til Stege fra Sjællandssiden skal dog være opmærksom på, at de kører på ujævnt underlag på broen på grund af det manglende sidste lag asfalt.

Hurtigere færdig

Vejdirektoratet har desuden aftalt med entreprenøren, at arbejdet med broens konstruktionsfuger bliver udsat til et senere tidspunkt, så broen kan åbne omkring en måned tidligere end oprindeligt planlagt.

Det ligger endnu ikke endeligt fast, hvornår det resterende arbejde bliver udført.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.172