Tysk ordre til Hesø
Vejle-virksomheden Hesø har netop leveret et vaskeanlæg til rensning af kulfiber-dele til en producent i den tyske bilindustri. Vaskeanlægget er specialudviklet til opgaven.
Ordren har en værdi på samlet 3,5 millioner kroner.
Det oplyser Hesø til metal-supply.dk.
Det specialudviklede vaske anlæg blev produceret på bare 12 uger. En præstation, der ikke bliver mindre af, at kunden under forløbet ønskede en mere fleksibel løsning, der kan håndtere rensning af flere emnetyper.
- De ønskede en mere fleksibel løsning, så man kunne rense emner i flere størrelser. Det fik vi justeret, så anvendelsesmulighederne endte med at blive meget fleksible. Der kom også en sideordre i form af et transportanlæg, så i alt løb ordren op i 3,5 mio. kr, fortæller direktør Kristian Pausgaard fra Hesø.