Stena Germanica sejler priser hjem
Miljøpriserne på det nærmeste regner ned over Stena Line-færgen Stena Germanica, der er verdens første metanoldrevne passagerfærge.
Færgen sejler på ruten Gøteborg-Kiel og har været konverteret til metanoldrift siden marts 2015, og det er altså en bedrift, alverdens maritime prisuddelere er vild med.
Senest modtog det svenske færgerederi prisen ”Eco Award”, der blev uddelt på konferencen Ferry Shipping Conference, samt prisen for årets skib på konferencen European Marine Engineering Conference and Awards.
Viceadministrerende direktør hos Stena Line, Niclas Mårtensson:
- Vi er naturligvis meget glade for de to priser. Bæredygtighed er et strategisk vigtigt område for Stena Line, og derfor er der også tale om et vigtigt projekt. Ikke bare for os som rederi, men for hele branchen, fordi der er brug for et holdbart brændstofalternativ, hvis vi skal kunne fortsætte med at være konkurrencedygtige, lyder det fra Mårtensson i en skriftlig meddelelse.
Metanolprojektet på Stena Germanica har tidligere modtaget priserne Swedish Maritime Day’s “Innovation Award 2015”, Green Ship Technology’s “GST Ship-owner of the year”, The Swedish Confederation of Transport Enterprises’ “2015 Pegasus Award” og 2015 Global Business Excellence Awards UK’s "Outstanding Green Initiative Award".