Bred enighed om ny postaftale
Der er i dag indgået en ny postaftale.
Med aftalen videreføres den landsdækkende postservice - befordringspligten- for en ny 3-årig periode 2017-2019, men i en reduceret udformning. Som hidtil vil det være Post Danmark A/S, der varetager befordringspligten.
Aftalen indebærer bl.a., at
•Antallet af omdelingsdage reduceres fra 6 til 5 hverdage om ugen,
•Pligten for Post Danmark til at levere breve dag-til-dag (A-breve) ophæves. I stedet forventer Post Danmark at tilbyde en daglig dag-til-dag service i form af et særligt hastebrev.
•B-brevet bliver det nye standardbrev, hvor servicekravet er levering inden for 5 dage mod i dag 4 dage. Betegnelsen ”B-brev” afskaffes.
Bag postaftalen står et bredt flertal af Folketingets partier, det vil sige regeringen (Venstre), Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti.
Transport- og bygningsminister Hans Christian Schmidt udtaler:
- Jeg er tilfreds med, at det i dag er lykkedes at indgå en ny postaftale, som nyder bred opbakning blandt Folketingets partier.
Servicen forringes, hvilket især skyldes, at brevmængden i de seneste 10 år er faldet med 82 procent. I dag modtager en gennemsnitlig husstand tre-fire breve om måneden.