23948sdkhjf

ATL’s formand: Vi skal have stoltheden tilbage

Positiv udvikling i transportbranchen.

Vejgodstransporten er i en positiv udvikling. Virksomhederne får mere at lave, og det er nu, vi har chancen for at skabe et godt ry om chaufførjobbet.

 Det var budskabet fra Arbejdsgiverforeningen for Transport og Logitiks (ATL) formand Peter B. Jepsen, da han i går holdt sin beretning på foreningens generalforsamling.

Udsendelserne om ”De unge truckere” på DR1 gav et underholdende og interessant indblik i, hvordan det er at arbejde som vognmand og chauffør. Udsendelserne havde op mod en halv million seere, og det har skabt opmærksomhed om branchen, som vi skal ride videre på, mener Peter B. Jepsen, der til daglig er HR-direktør hos Danske Fragtmænd.

Image skal styrkes

- Vi skal blive ved med at styrke branchens image, og vi skal have stoltheden tilbage i erhvervet. Samtidig skal vi gøre mere for at tiltrække nye grupper af medarbejdere. Det går ikke, at vi har så få kvinder ansat. I Sverige er hver 10. nyansatte chauffør en kvinde, mens andelen af kvindelige godschauffører herhjemme kun er lidt over 1 procent. Vi skal også have flere personer med anden etnisk baggrund ind, sagde formanden i beretningen.

Kampagnen ”Job i transport”, som blandt andre ATL står bag, er netop gået ind i en ny fase. En kampagne-lastbil vil i det kommende år besøge folkeskoler, efterskoler og erhvervsskoler over hele landet. Med lastbilen følger unge chauffører af begge køn, som kan give de unge svar på, hvad det vil sige at arbejde i transportsektoren.

- Der er job at få for dem, som kan og vil. ATL’s dugfriske arbejdskraftanalyse viser, at rigtigt mange forventer at ansætte flere medarbejdere i deres virksomhed i det kommende år. Sidste år var der 28 procent af vores medlemmer, som forgæves forsøgte at rekruttere chauffører, sagde Peter B. Jepsen.

Det går bedre i branchen

-Der kommer flere ordrer ind, og der er generelt set en øget aktivitet. Men vi taber mulighederne for at skabe vækst, hvis virksomhederne ikke har den rette, kvalificerede arbejdskraft. Derfor gælder det også om at holde fast på medarbejderne.

- Det er ikke nok, at vi bliver dygtige til at rekruttere flere. Vi vil have dem til at blive i branchen. Chaufførjobbet skulle gerne være en vej til en ny karriere og et varigt arbejdsliv – ikke bare en overgang til et andet job, sagde Peter B. Jepsen.

Formanden lagde dermed op til diskussionen på ATL’s årsmøde, hvor temaet netop er, hvordan man fastholder medarbejderne.

 Lønsum stiger

Udviklingen er generelt positivt blandt ATL’s medlemmer. Samlet er lønsummen steget med næsten 5 pct. i forhold til sidste år, hvilket er langt over den almindelige løn- og prisudvikling. Det skyldes både, at der er kommet nye medlemmer, og at de eksisterende medlemmer har klaret sig godt og er vokset yderligere i perioden.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094