Klar med bødeblokken
Klar med bødeblokken
København finder sig ikke i forsinkede vejarbejder.
Det skal blive nemmere at komme igennem trafikken i København, uden at man bliver forsinket af vejarbejde undervejs. Derfor vil Københavns Kommune fremover udstede bøder til de entreprenører og bygherrer, som ikke bliver færdige med deres vejarbejde til den aftalte tid.
Cirka 10.000 gange om året bliver der gravet huller i Københavns veje, cykelstier og fortov, fordi der skal lægges kabler, bygges nyt eller renoveres. De mange vejarbejder kan ikke undgå at sætte deres præg på trafikken og øge trængslen i København. Derfor har det højeste prioritet hos Københavns Kommune, at vejarbejderne bliver stramt koordineret og effektivt gennemført.
Teknik- og Miljøforvaltningen har som vejmyndighed allerede opnået gode resultater via et tættere samarbejde med Danske Anlægsentreprenører og de største ledningsejere, HOFOR, DONG Energi og TDC. Samarbejdet har bevirket, at et stigende antal vejarbejder nu bliver gennemført inden for de tilladte tidsfrister. Fra 2014 til 2015 er antallet af såkaldte genedage – dvs. dage, hvor trafikken bliver væsentligt generet af vejarbejder – faldet med 14 procent.
Uvillige straffes
Men nu gør kommunen klar til også at udstede bøder til de entreprenører og bygherrer, som ikke overholder tidsfristerne, og som ikke ønsker at samarbejde. Det er Transportministeriets nye bekendtgørelse, som træder i kraft 1. juli 2016, der giver kommunen mulighed for at opkræve bøderne, men det er Teknik- og Miljøudvalget i København, der har fastsat bødernes størrelse.
-Vi har besluttet, at denne her bøde skal kunne mærkes. Meningen er, at bødeværktøjet skal bruges til at regulere adfærden hos de bygherrer og entreprenører, som ser stort på københavnernes behov for at kunne komme frem og tilbage igennem byen, og det sker altså kun, hvis bøden er tilstrækkelig stor, siger teknik- og miljøborgmester Morten Kabell (EL).
Varierende bøder
Bøden bliver givet for hver påbegyndt uge, man overskrider tidsfristen på et vejarbejde, og bøden gælder både på veje, cykelstier og fortov. Bødens størrelse afhænger af, hvor stor en trafikmængde, der er på den pågældende strækning – dvs. hvor mange trafikanter, der i gennemsnit færdes på strækningen på en dag.