200 elever var midtpunkt
Mere end 200 elever fra Kirkebakkens Skoles 3. , 4. og 5. klasser var midtpunkt og med til at tage hul på Danmarks største trafiksikkerhedskampagne, Trafiksikkerhed i Øjenhøjde, der de næste 6 uger besøger 52 skoler med i alt 215 klasser i hele Danmark.
Jan Lund Hammer fra TV udsendelsen ”Rigtige mænd ”gav sin version og formaning om trafiksikkerheden fra sit daglige arbejde, som chauffør i en renovations-lastbil i Aarhus.
Trafiksikkerhed i Øjenhøjde er dermed i gang med sin 13. sæson og ca. 93.000 elever har allerede modtaget undervisningen. Børnene lærer, at når de som cyklister skal ligeud i et vejkryds, samtidig med at en lastbil skal til højre, så skal de tage sig i agt for lastbilens kritiske zone.
-Som udgangspunkt er det chaufførens ansvar at undgå højresvingsulykker, men opgaven med at orientere sig efter cyklister både gennem ruderne og i op til 4 spejle og på samme tid, være opmærksom på den øvrige trafik og på at manøvrere lastbilen, er en vanskelig opgave, som muligvis ligger på grænsen af den menneskelige opfattelses¬evne.`udtaler Jan Lund Hammer. Mere end 80 % af de fatale ulykker sker omkring lastbilens front eller højre side af førerhuset.
Partnergruppen bag Trafiksikkerhed i Øjenhøjde består af vognmandsorganisationen DTL, fagforbundet 3F's Transportgruppe, energiselskabet OK, Danske Fragtmænd, Volvo Trucks, Børneulykkesfonden og Codan Skadesstop. De håber, at kampagnen kan være med til at etablere en bedre og mere hensigtsmæssig trafikadfærd og dermed reducere antallet af ulykker, hvor lastbiler er involveret.