Diesel-træf på AMU-centret
Lørdag den 30. april holder uddannelsescenteret åbent hus for dens kunder og samarbejdspartnere i transportbranchen. Foruden lidt godt til ganen vil der blive mulighed for at inspicere skolens ”maskot”: en kæmpestor amerikaner-lastbil med egen chaufførbolig på ladet.
Uddannelsescenteret i Odense blev oprettet tilbage i 2001 som rådgivningscenter for transport af farligt gods. Tre år senere blev stedet godkendt som privat udbyder af AMU-uddannelser inden for transportbranchen. Da skiftede det navn fra Dansk Transportsikkerhed til Uddannelsescenter Fyn.
Omtrent samtidig, i 2004, blev en medarbejder sendt til USA for at skaffe en af de karakteristiske, langnæsede lastbiler hjem fra Guds eget land.
Amerikaner-lastbilen har fungeret som blikfang for uddannelsescenteret gennem det meste af dets historie.
Og mens uddannelsescenteret i Odense skiftede navn til DEKRA AMU Center Fyn fik ”amerikaneren” en omgang grøn og hvid maling, så den passede til DEKRAs farver.
Lørdag den 30. april får amerikanerlastbilen selskab på AMU-centerets holdeplads. Her vil nogle af skolens samarbejdspartnere nemlig fremvise nogle af de seneste europæiske lastbilmodeller, så der bliver tale om et rigtigt diesel-træf.
Receptionen finder sted fra klokken 10-13 på skolens adresse, Hans Egedes Vej 4 i Odense.