Lasbilforhandler har det bedre
2015 var et godt år for de danske lastbilforhandlere, der kan notere et stabilt salg og en stigende indtjening. Det viser en ny analyse foretaget af Bilbranchen og Deloitte. Samtidig er andelen af lastbilforhandlere, der kører med underskud, på laveste niveau i flere år.
- Det er glædeligt, at lastbilforhandlerne igen har fremgang. Fra 2012 til 2015 er indtjeningen pr. ansat steget fra 131.000 kr. til 167.000 kr. Det er en stigning på 27 pct. på bare tre år, siger partner i Deloitte Lars B. Nielsen.
Røde bundlinjer halveret
Samtidig er antallet af forhandlere med underskud næsten halveret i forhold til tidligere år.
- I regnskaberne fra 2011/12 havde 29 pct. af lastbilforhandlerne underskud. I de seneste regnskaber er det tal faldet til blot 17 pct. Det er en betydelig forbedring, siger Lars B. Nielsen.
Det er især det stabilt stigende salg af lastbiler over 16 tons, der er årsagen til de gode resultater, mener branchedirektør i Bilbranchen, Thomas Møller Sørensen:
- Tallet af nyindregistrerede lastbiler har varieret lidt fra år til år, men har samlet set været stabilt stigende. Det kan blandt andet henføres til en generel optimisme i samfundsøkonomien samt et efterslæb fra kriseårene, hvor salget var væsentligt lavere. Stabiliteten giver desuden lastbilforhandlerne bedre forudsætninger for effektiv kapacitetsudnyttelse, hvilket kan ses på bundlinjen.
Lastbiler på lager
De positive resultater får samtidig forhandlerne til at øge antallet af lastbiler på lager:
- Lagerbindingerne pr. ansat er i de seneste regnskaber steget væsentligt til 1.149.000 kr. fra 853.000 kr. året før bl.a. på grund af, at lastbilerne bliver større. Dermed er lagerbindingen lige nu på det højeste niveau siden finanskrisen. Også det indikerer en øget optimisme og et øget aktivitetsniveau i branchen, siger Thomas Møller Sørensen.
Det er primært de tunge lastbiler over 16 tons, der bliver langet over disken hos forhandlerne. I 2015 udgjorde de 92 pct. af salget.
Autoanalysen 2015 omfatter 606 bilforhandlere, 17 bilimportører og 40 lastbilforhandlere. Analysen omfatter årsrapporter offentliggjort frem til december 2015. Analysen er gennemført som et samarbejde mellem Deloitte og Bilbranchen under Dansk Industri.