23948sdkhjf

Uklarhed om fransk mindsteløn

Danske Speditører mener detaljerne mangler.

Frankrig vil den 1. juli 2016 indføre mindsteløn for udenlandske chauffører. Det vil som minimum gælde ved cabotagekørsel, og det er endnu ikke helt afklaret, i hvilket omfang mindstelønnen også vil gælde for internationale transporter.

Den franske mindsteløn kommer til at blive kaldt ”SMIC”, og efter alt at dømme kommer den til at følge principperne bag den tyske MILog-ordning.

"SMIC" er en del af den franske regerings lovpakke, og der er stadig mange uafklarede detaljer. Blandt andet mangler der en helt klar afgrænsning af, i hvilke situationer og i hvilket omfang internationale transporter er omfattet af de nye regler.

- Som jeg læser det, er det for det første hævet over enhver tvivl, at transport- og logistikvirksomheder fremover skal aflønne deres chauffører i overensstemmelse med den aktuelle franske mindsteløn på 9,67 euro i timen. Det er for det andet også sikkert, at de franske myndigheder stiller krav om, at der skal være en fransksproget lønattest, ansættelseskontrakt og en kopi af den gældende kollektive overenskomst, når man kører eller opholder sig i Frankrig. Den tredje ting, der heller ikke er tvivl om, er at de franske regler lægger op til, at der skal udpeges en repræsentant i Frankrig til at stå for kontakten til de franske myndigheder. Alt andet synes stadig at være uafklaret, siger politik- og kommunikationschef i Danske Speditører, Henrik Beck.

Bøderne ved manglende attester er 2.000 og maks. 4.000 euro pr. år pr. chauffør ved gentagne overtrædelser. Virksomheder kan maks. blive opkrævet 500.000 euro ved overtrædelser af reglerne.

Hvordan og hvornår de franske myndigheder vil kontrollere de nye regler, vil formentlig blive afklaret i løbet af ganske kort tid.

- Det bliver spændende at se, om de franske myndigheder vil være hurtigere end de norske myndigheder, der jo 1. juli sidste år indførte en mindsteløn, men som først sidst på efteråret meldte ud, at den i realiteten kun skulle gælde for nationale transporter. Det satte danske speditører og andre, der skulle have en hverdag til at fungere i det norske, i en unødigt besværlig situation i månedsvis. Når det nu ikke kan være anderledes i Frankrig – og det er jo suverænt de franske politikere og myndigheder, der svinger dirigentstokken - indtil EU kommer på banen - har vores medlemsvirksomheder brug for hurtig og kontant besked, siger Henrik Beck.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063