Diplom i shipping sat i søen
Erhvervsakademi SydVest har med et to-dags intensivt opstartsseminar kickstartet diplomuddannelsen for allerførste gang med faget organisation og videnskabsteori. Det første hold består af otte studerende, der kommer både fra Esbjerg, København og Aarhus. Geografien spiller dog ikke den store rolle, da det er et blended learning forløb, hvor undervisningen efter opstartsseminariet foregår på en e-læringsplatforme. På Erhvervsakademi SydVest er chefkonsulent Kim Bo Skøtt glad for at uddannelsen nu er i gang.
- Branchen har længe efterspurgt en diplomuddannelse inden for shipping. Der er brancherelevante uddannelser på akademi- og masterniveau, men diplomuddannelsen har manglet, og det hul er nu lukket.
Med uddannelsen får de studerende styrket deres shippingkompetencer i en industri med hastigt skiftende konjunkturer og stor konkurrence fra global spillere. Der er derfor stigende krav til omstillingsparathed og udvikling af nye forretningsområder. Uddannelsen er udviklet med støtte fra Den Danske Maritime Fond og i tæt samarbejde med Danmarks Skibsmæglerforening. På uddannelsen arbejdes der bl.a. med materialer fra Institute of Chartered Shipsbrokers (ICS), der sikre et højt fagligt niveau for at imødekomme branchens krav til fremtidens shippingmedarbejdere.
Fokus på fleksibilitet
Martin Riber fra Niels Winther & Co. i Esbjerg er glad for at være kommet i gang med uddannelsen, og glæder sig til at få flere kompetencer både fagligt og teknisk inden for shippingområdet. Samtidig fremhæver Martin uddannelsens fleksibilitet som en vigtig faktor, fordi det er nemt at tilpasse i en travl hverdag.
- Den primære undervisning foregår via webinarer, hvor underviseren holder et live oplæg. Her kan vi stille spørgsmål til ham, og vi laver også opgaver ligesom i en almindelig undervisningstime. Samtidig bliver undervisningen filmet, så vi kan altid gå tilbage og få genopfrisket et emne, eller se optagelsen senere, hvis man skulle være forhindret.