Nødspor spærres ved Tuborgvej
Vejdirektoratet går den 29. april i gang med det forberedende arbejde med at forstærke spunsvæggene langs Helsingørmotorvejen i indadgående retning ved Tuborgvej i Gentofte.
Det har den konsekvens, at nødsporet på Helsingørmotorvejen i indadgående retning spærres over en strækning på cirka 1 kilometer omkring Tuborgvej. Samtidig bliver der omstribet, så der kommer smalle vognbaner, og hastighedsbegrænsningen bliver 80 km/t i alle tre vognbaner i stedet for de normale 90 km/t.
Det er nødvendigt at inddrage nødspor og omstribe til smallere vognbaner for at kunne udføre arbejdet. Ændringerne betyder, at der må forventes mindre forsinkelser i myldretiden om formiddagen.
Årsagen til forstærkningsprojektet er, at de nuværende jordankre, som holder spunsvæggen, er stærkt ældede. De nye ankre sikrer spunsvæggene i mange år frem i tiden.
Vejdirektoratet opfordrer bilisterne til at være opmærksomme på skiltningen ved de to arbejdssteder og til at respektere den nedsatte hastighed af hensyn til sikkerheden for dem selv og de ansatte, der arbejder.