23948sdkhjf

Ny vognmand med ny blokvogn

Fra 2 til 15 lastbiler på ti måneder.

Entreprenørvirksomheden HM Entreprenør A/S, der er baseret i Glud ved Horsens, besluttede i maj sidste år at etablere egen transportvirksomhed; HM Logistik ApS.

God start

På de blot ti måneder, HM Logistik har på bagen, er forretningen gået over al forventning, og på den korte tid er vognparken vokset fra to lastbiler til 15. Det fortæller produktionschef hos HM Logistik, Flemming Mortensen:

- Vi har nok at se til og har fået en god start med HM Logistik, og vi gør fortsat brug af indlejede vognmænd. Vores filosofi er, at lastbilerne ikke skal stå stille, de skal ud at køre og tjene penge. Derfor har vi to chauffører på næsten alle vores lastbiler, fortæller Flemming Mortensen.

Typisk kører HM’s lastbiler sand og grus om dagen, blandt andet fra selskabets egne grusgrave og ud til kunderne. Andre opgaver i dagtimerne er transport af betonknus og jord. Typisk flytter lastbilerne entreprenørmaskiner for såvel HM Entreprenør som kunder om natten, således at maskinerne står klar til eksempelvis jordarbejde og kloakarbejde næste morgen.

Ny Faymonville

Vognparken består af 15 trækkende enheder, hvoraf flere er syv-akslede med tipsættevogn og ditto med kærre.

En af de nye tilføjelser til vognparken er en ny Faymonville Variomax 2+4-blokvogn, der kan flytte op til 80 tons. En tilføjelse, der glæder selskabets produktionschef:

- Vi skal naturligvis også kunne flytte de største entreprenørmaskiner, uanset hvor de skal køres hen i landet, lyder det fra Flemming Mortensen.

Senere på året flytter HM Entreprenør til ny adresse syd for Horsens, hvor firmaet har opkøbt 77.000 kvadratmeter erhvervsjord, hvor der skal bygges nyt værksted, lager og administrationsbygning.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062