Aktionærer må mødes igen
Torsdag blev der holdt ordinær generalforsamling i Dampskibsselskabet NORDEN A/S, hvor generalforsamlingen godkendte den reviderede årsrapport.
Bestyrelsens forslag om anvendelse af overskud, herunder at der ikke betales udbytte for 2015, blev vedtaget.
Bestyrelsen blev bemyndiget til i perioden indtil næste ordinære generalforsamling at lade selskabet erhverve egne aktier med en pålydende værdi på op til 10% af aktiekapitalen til den på erhvervelsestidspunktet gældende børskurs med en afvigelse på op til 10%.
Udvider aktiekapital
Generalforsamlingen vedtog at bemyndige bestyrelsen til at forhøje aktiekapitalen med i alt nominelt DKK 4.220.000 frem til og med den 6. april 2021 ved udstedelser med og uden fortegningsret. Bemyndigelsen er en vedtægtsændring, og der var ikke den fornødne andel af aktiekapitalen repræsenteret til at vedtage kapitalbemyndigelsen endeligt. Derfor holdes en ny generalforsamling til endelig vedtagelse den 12. maj 2016.
-Vi kan glæde os over, at tankmarkedet holdt de gode takter gennem hele 2015, og at NORDENs tankforretning sejlede et rekord driftsresultat hjem. Men på den anden side, må vi også konstatere, at tørlastmarkedet i den grad var underdrejet og endte som et historisk dårligt år, sagde bestyrelsesformand Klaus Nyborg blandt andet i sin beretning.
Fleksibilitet
-Der var derfor brug for, at NORDEN leverede på en af sine kerneværdier, fleksibilitet, og tilpassede sig de
meget forskellige markeder. Og det gjorde vi: Med aktivt købmandskab har vi tilpasset kerneflåden. I alt 25 skibstransaktioner – altså køb, salg, kontraheringer og indbefragtninger – er det blevet til. Ni af transaktionerne var salg af skibe – og det svarer til, at vi har afhændet 15% af de skibe, vi ejede i begyndelsen af 2015.
-Samtidig er vi målrettet gået efter at øge vores afdækning – altså få solgt skibsdage – og det har i kombination med skibssalgene medført, at vi har reduceret vores eksponering til tørlastmarkederne i 2016 og 2017 med hele 24%. Vi har med andre ord forberedt os på fortsat vanskelige markeder i tørlast.
NORDEN har formået at generere 77 millioner dollars fra driften. Det svarer til godt en halv milliard danske kroner, og dermed har NORDEN altså til trods for et historisk elendigt tørlastmarked formået at få penge i kassen fra driften.
-For det andet har vi igennem 2015 polstret os finansielt og øget likvider og værdipapirer med 127 millioner
dollars til i alt 366 millioner dollars. Hertil kommer uudnyttede kreditfaciliteter på 297 millioner dollars, oplyste Klaus Nyborg.
-Vi råder dermed over et finansielt beredskab på i alt 663 millioner dollars – hvad der svarer til knap 4,5 milliarder kroner – ved indgangen til 2016.
-For det tredje har vi afholdt betalinger til nybygninger og nedbragt udgifterne til timecharter-skibe i flåden uden at øge nettogælden. I alt har vi reduceret vores nettoforpligtelser med 21% i løbet af året, og dermed har vi styrket Rederiets manøvremuligheder.
Navigeret godt
-Så NORDEN har ageret – og navigeret – i de markeder 2015 bød på. Men selv om vi således kan dreje på
mange håndtag, er der desværre ingen af dem, der til fulde kan afbøde de forhold, tørlastmarkedet bød på, i året der gik.
-Vi har sejlet i et historisk elendigt marked og sammen med udsigten til fortsat udfordrende markeder, satte det med hensyn til markedsværdierne.