Kabler renoveres
Vejdirektoratet skal fra den 18. april til 1. juli udskifte nogle vigtige dele i de sikkerhedsliner, som sikrer personalet, der jævnligt arbejder på bærekablerne på Ny Lillebæltsbro.
Arbejdet betyder, at en kørebane og det ene nødspor vil være spærret i perioden. Spærring af vognbane og nødspor sker i én vejside ad gangen.
Arbejdet udføres generelt kun på hverdage uden for myldretiden fra mandag kl. 10 til fredag kl. 13. I helligdage og weekender vil der med andre ord ikke være sporspærring på broen.
Da arbejdet er vejrfølsomt har entreprenøren imidlertid frihed til også at arbejde i enkelte weekender, hvor vejret er med os, hvor der så fortsat vil være sporspærring. Dermed håber vi, at arbejdet kan blive hurtigere færdigt.