Roadshow for transportjobs
Projektet Job i Transport (www.jobitransport.dk), der drives af arbejdsmarkedets udviklingsfonde TSU og GUU starter et roadshow rundt i Danmark med kick-off mandag den 4. april kl. 10.00 på TEC i Hvidovre (Avedøre Holme).
Job i Transport har til formål at øge transportbranchens synlighed som en interessant karrieremulighed for unge.
Roadshowet triller alene i april forbi fem efterskoler på en turne, der fortsætter året ud og ind i 2017.
Ud over en lang række uddannelsesinstitutioner vil Job i Transport-lastbilen også være med på en lang række transportevents som eksempelvis ATL’s Årsdag i udgangen af april, den nye jyske transportudstilling ”Transport Vest” i Brabrand 18. og 19. juli, Danmarks Hurtigste Bil i Padborg i starten af juni, 3F’s chaufførkonference i Aalborg i starten af august og ”Transport Øst” i Greve 3. og 4. september.
I 2017 skal ”Job i Transport”-roadshowet være med på DM i Skills i slutningen af januar.