16 uger med gener
Bilisterne på Kalvehavevej i Vordingborg skal de næste 16 uger deles om et spor på broen over Sydmotorvejen. I næste uge begynder Vejdirektoratet arbejdet med at renovere broens fugtisolering, så broens konstruktion fortsat er beskyttet mod vind og vejr.
Arbejdet begynder mandag den 21. marts og varer til slutningen af juli. Broarbejder er meget afhængige af vejret, og der kan derfor være dage, hvor der ikke kan arbejdes.
Renoveringen sker på en halvdel af broen ad gangen, mens trafikken kører på den anden halvdel. Det betyder, at der bliver opsat midlertidig lysregulering, og trafikanterne bliver ledt forbi arbejdsområdet i ét spor.
Mens broarbejdet er i gang, er hastigheden på strækningen 50 km/t af hensyn til sikkerheden.