Nethandel sætter ny rekord
Forbrugerne i Norden købte varer på nettet til en værdi af 127,6 mia. DKK i 2015, og det svarer til en stigning på ca. 15 pct. i forhold til året før.
Heraf udgjorde e-handlen på udenlandske hjemmesider 31,5 mia. DKK – det fremgår af den dugfriske rapport E-handel i Norden 2016, udgivet af PostNord.
I 2015 købte 36 pct. af alle danskere varer på udenlandske hjemmesider til en værdi af 6 mia. DKK. Det var mest udbredt at købe i England (46 pct.), Tyskland (30 pct.), USA (18 pct.) og Kina (18 pct.), men også Sverige (13 pct.) er et populært land at handle i.
Forbrugerne i vores nordiske nabolande køber endnu mere på udenlandske hjemmesider. I Norge og Finland har hver anden forbruger købt varer på en udenlandsk hjemmeside i 2015. I Sverige var andelen 32 pct.
Der er en del ligheder mellem e-handelsforbrugerne i Norden, men også nationale forskelle. Danskerne stiller f.eks. store krav om hurtig levering og værdsætter muligheden for at få levering til arbejdspladsen, en Pakkeboks eller deres hjem i dagtimerne. Svenskerne og nordmændene vil gerne have pakkerne leveret i postkassen eller hente dem i en postbutik. De finske forbrugere er mest tålmodige med hensyn til leveringstid og vil helst hente deres forsendelse i en postbutik.