Bulc: Dyr dansk grænsekontrol
Nordic Logistics Association (NLA) fortæller i sin nyeste ugentlige rapport fra EU, at der var fokus på fremtidens transportbranche på IRU-mødet (International Road Transport Union) 3. marts. Her var især det forberedende arbejde i forbindelse med Kommissionens transport-initiativ, der forventes færdig i slutningen af 2016, på dagsordenen. Foreningen diskuterede, hvordan man skal reagere konstruktivt på de planlagte forslag om revision af cabotage-reglerne, reglerne om social dumping, postkasseselskaber og vejafgifter.
Møde med Bulc
Samme dag havde ALDE (alliancen af liberale og demokrater i Europa) inviteret blandt andre transportkommissær Violeta Bulc og øvrige interessenter til at diskutere flygtningesituationen og dens indflydelse på transportsektoren.
På mødet gav kommissæren blandt andet udtryk ved sine betænkeligheder ved den grænsekontrol mellem Danmark og Sverige, de to lande har iværksat som konsekvens af flygtningesituationen.
NLA skriver:
- Mødet fandt frem til, at de økonomiske og sociale konsekvenser allerede er alvorlige, og at der er et stærkt behov for mere samarbejde mellem medlemsstaterne. Blandt mange eksempler fremhævede kommissæren grænsekontrollen mellem Danmark og Sverige som en dyr konsekvens af den nuværende flygtningekrise, med en estimeret udgift på 1 mio. euro om måneden for at fastholde den nuværende grænsekontrol, lyder det fra NLA i rapporten.