J. Hvidtved Larsen solgt
Den 100-årige producent af slamsugere J. Hvidtved Larsen A/S, Silkeborg, er solgt til Bucher Muncipal, en division af den schweiziske koncern Bucher Industries.
Med salget får J. Hvidtved Larsen adgang til et verdensomspændende service- og distributionsnetværk, og Bucher føjer slamsugere til sit brede produktprogram af maskiner til rengøring af veje og offentlige arealer.
J. Hvidtved Larsen producerer og sælger slamsugere med en stærk markedsposition i Storbritannien og Skandinavien samt salg til det meste af verden. Med salget sikrer J. Hvidtved Larsen vækst og udvikling med fortsat adresse i Silkeborg med samme ledelse, medarbejdere og herunder Brian Stage som administrerende direktør.
Maskiner og skraldebiler
Bucher Municipal producerer og sælger feje- og snerydningsmaskiner samt skraldebiler. Firmaet er markedsleder indenfor sit felt i Europa og Australien, og ejer blandt andet en lang række selvstændige virksomheder, herunder Beam, som er beliggende i Silkeborg og producerer fejemaskiner.
Det schweiziske firma har eksisteret siden 1807, har 11.500 ansatte og omsatte i 2014 for 2,8 milliarder schweizerfranc. Med købet af J. Hvidtved Larsen får Bucher adgang til stor ekspertise indenfor udvikling og produktion af slamsugere og tilføjer endnu en komplementær produktlinie til sortimentet.
Begge firmaer er i dag eksperter indenfor deres områder og benytter samme forretningsmodel, hvor kits monteres på lastbilchassiser, og anlæggene sælges til både private firmaer og offentlige institutioner.