EU-forslag diskuteres blandt vognmænd
Vognmandsorganisationer fra EU's medlemslande fokuserede i denne uge på det forberedende arbejde forud for den pakke af forslag, som forventes fra Kommissionen senere i år omkring cabotage, social dumping, postkasse selskaber, vejafgifter og medvirkeransvar.
Det skete på et fælles møde i International Road Transport Union (IRU) i Bruxelles.
Organisationerne bestræber sig på at skabe enighed inden for IRU familien om konstruktive bidrag til Kommissionens arbejde for at sikre fair konkurrence og lige vilkår i EU's vejtransportmarked, som skal være en væsentlig del af vejtransportpakken.
-Medvirkeransvar er et vigtigt, men vanskeligt element i drøftelserne. Flere organisationer kunne fremvise gode eksempler på nationale aftaler eller debatter om dette emne – heriblandt en igangværende debat i Sverige for at skabe en ramme for fælles ansvar på transportmarkedet, forklarer NLA’s adm. direktør Søren H. Larsen.
-Det er vigtigt at disse positive elementer flyttes op på EU niveau for at fremme en lige konkurrence.
Samarbejde med europæisk fagforbund
Også mulighederne for at forhandle en aftale med det europæiske fagforbund for vejtransport – ETF – var på dagsordenen.
-Kommissionen har længe efterlyst en aftale mellem IRU og ETF på en række af de områder, hvor det giver mening, at de sociale parter selv regulerer forholdene på markedet. Der tænkes her på fx arbejdsmiljø, sundhed på arbejdspladsen og chaufførernes arbejdsvilkår. Der er tradition for den slags aftaler på andre områder, også inden for transportsektoren, men det er første gang at man forsøger at lave en aftale på vejtransportområdet. NLA støtter dette tiltag som en del af de fremtidige vilkår for vejtransport i EU med fokus på gode og lige vilkår for chauffører og for vognmænd, siger Søren Larsen.
Søren Larsen understreger, at en sådan aftale ikke vil have karakter af en egentlig EU-overenskomst, da kompetencerne til at indgå kollektive overenskomster stadig henhører under arbejdsmarkedsparterne i de enkelte medlemsstater.
Flygtninge og trafiksikkerhed
Forsamlingen drøftede også samarbejdet mellem brancheorganisationerne og de europæiske organisationer for kontrolmyndigheder samt flygtningekrisen i EU og de problemer, den skaber for vognmænd og chauffører flere steder i EU. På trafiksikkerhedsområdet drøftedes mulighederne for at anvende det såkaldte e-Call system til også at gælde for lastbiler.