ITD styrker forsikrings-indsatsen
Som en styrkelse af ITD’s satsning på forsikringsmarkedet er Arne H. Hansen blevet ansat som ny Insurance Director i ITD Holding A/S.
- Ansættelsen af Arne H. Hansen er en klar styrkelse af holdet omkring vores nationale forsikringsarbejde og ikke mindst i forhold til satsningen på det europæiske marked. Jeg har store forventninger til vores forsikringsområde og de muligheder, der ligger på det europæiske marked, siger Jacob Chr. Nielsen, adm. direktør i ITD.
Arne H. Hansen kommer fra Tryg-koncernen, hvor han gennem mange år har været en tæt samarbejdspartner i udviklingen af ITD’s partnerskab på forsikringsområdet. Arne H. Hansen har siden 2002 været en del af samarbejdet mellem ITD og Tryg og har på en måde været en del af den udvikling, som ITD har været igennem de sidste 14 år.
- Jeg ser frem til at være en del af ITD og føler, at jeg kan bidrage med min viden og erfaring samt netværk til at gøre ITD endnu stærkere på forsikringsområdet, siger Arne H. Hansen.
Arne H. Hansen er 53 år og bor i Hørsholm. Han vil arbejde både fra ITD’s kontor i København og i Padborg.